32-årige Henrik Schnedler har i dag valgt at indstille karrieren. Efter en lang skadespause er han i samråd med sin læge kommet frem til, at hans knæ aldrig bliver klar til topfodbold igen..
For præcis et år siden pådrog Silkeborgs Henrik Schnedler sig en alvorlig knæskade, og efter et genoptræningsforløb uden den forventede og håbede fremgang, har Schnedler besluttet sig for at indstille karrieren.
”Jeg har ud fra en lægelig vurdering om, at knæet aldrig bliver klar til topfodbold igen besluttet, at nu må der sættes en streg i sandet. Det er nytteløst at blive ved med at træne hen mod et mål, jeg alligevel ikke kan nå. Her præcis et år efter, at jeg pådrog mig skaden med et ordentlig skrald ude på Søholt, kan jeg stadig kun lunte korte distancer med store smerter til følge. Det er ikke dét værd, når vurderingen fra eksperterne er, som den er,” siger Henrik Schnedler til klubbens hjemmeside.
”Der er mange minder til den mentale scrapbog – bedst husker jeg min debut i Europa Cup’en, som var en fantastisk oplevelse. Sammenlagt har der været op- og nedture – de to oprykninger, som jeg har oplevet, har været fantastiske – men oprykningerne har jo desværre kun kunnet lade sig gøre på grund af, at vi er rykket ned. Så der har været sure og søde ting i de otte år, men jeg husker klart mest de positive oplevelser. 4-1 over FCK på Silkeborg Stadion, 4-3 over Brøndby samme sted – der er mange minder at kigge tilbage på, og jeg er lykkelig over de otte år, jeg fik som professionel fodboldspiller for den klub, som jeg altid har fulgt og altid vil følge,” fortsætter Schnedler, der også sender en tak til klubbens fans.
”Jeg vil også gerne i samme forbindelse rette en kæmpe tak til SIF-fansene for deres store støtte gennem årene,” slutter Schnedler.
Henrik Schnedler spillede 184 kampe for Silkeborg og scorede ni mål.

d. 01/06/2026 22:57 |
Skriv et svar