
Scoringer af Gonzalo Castro, Mesut Özil og Sandro Wagner sikrede Tyskland en 4-0-sejr over England i finalen ved U21-EM.
To af fodboldens største rivaler, England og Tyskland, mødtes her til aften i finalen ved U21-EM. Englænderne fik en udmærket start på opgøret, og kom også frem til scoringsmuligheder. Blandt andet fik Martin Cranie en hovedstødsmulighed efter et godt indlæg fra James Milner, men forsøget gik forbi mål.
England var meget i boldbesiddelse, men den tyske defensiv var velorganiseret, og efter 23 minutters spil var det også Tyskland, der kom foran 1-0. Det var Gonzalo Castro, der til daglig spiller i tyske Bayer Leverkusen, der stod for denne scoring. Pausestillingen var 1-0 til tyskerne.
Werder Bremen-spilleren Mesut Özil, der spillede en god kamp, øgede til 2-0 direkte på frispark tre minutter inde i anden halvleg.
Tyskerne havde dog mere at byde på. Bayern Münchens Sandro Wagner fuldendte afklapsningen af England, da han med to scoringer, henholdsvis 11 og seks minutter før slutfløj, scorede til både 3-0 og 4-0.
Kampen endte 4-0 til Tyskland, der dermed for første gang har vundet EM for U21-landshold.
Skriv et svar