
SAS Liga-klubben FC Nordsjælland har i dag skrevet kontrakt med den 22-årige Mohammed Abdalas, der kommer fra klubben FC Amager.
I sidste uge gik klubben FC Amager konkurs og siden da har flere spillere fundet sig nye klubber, hvor en af dem endda havner i en SAS Liga-klub. FC Nordsjælland har nemlig skrevet kontrakt med Mohammed Abdalas.
“Det er meget trist, at der skete det der skete på Amager. Det er den klub jeg har spillet for siden jeg var 10 år gammel. Men samtidig er det også helt fantastisk, at det nu giver mig mulighed for at stå i FC Nordsjælland med chancen for at spille på højeste niveau i Danmark. Da den henvendelse kom, så vidste jeg med det samme det var det rigtige, og jeg har kun haft fokus på det. FC Nordsjælland er en klub, der spiller den slags fodbold jeg kan lide og som kan få det bedste ud af unge spillere,” siger Mohammed Abdalas til klubbens hjemmeside og fortsætter:
“Jeg føler jeg har niveauet til at kunne være med her, og jeg føler jeg er klar til at tage det næste skridt. Nu skal jeg bevise det her i klubben ved at arbejde hårdt og levere varen på træningsbanen og i de kampe, hvor der bliver brug for mig,” siger Abdalas.
Den 22-årige offensive midtbanespiller har kontrakt med Nordsjælland frem til sommer og vil spille med trøjenummer 40 på ryggen.
Skriv et svar