
Cristiano Ronaldo er den første person til at passere 200 millioner følgere på Instagram. Stjernespilleren tjener mere på Instagram end i lønninger hos Juventus.
Den portugisiske stjerne, Cristiano Ronaldo, er den person i verden med flest følgere på både Instagram og Facebook.
Juventus-profilen har rundet 200 millioner følgere på Instagram, og det er en rigtig, rigtig god forretning for portugiseren.
35-årige Ronaldo har en årsløn i Juventus på omkring 230 millioner kroner, hvilket gør ham til én af de bedst lønnede sportsfolk.
Men Cristiano Ronaldo tjener faktisk mere på Instagram end i Juventus. Det amerikanske medie Forbes anslog sidste år, at Ronaldo tjente omkring 325 millioner kroner årligt på Instagram.
Ifølge mediet tjente Ronaldo i omegnen af 6,6 millioner kroner per Instagram-opslag og det er helt sikkert steget siden da i takt med væksten i følgere.
For et år siden havde han 153,2 millioner følgere, mens tallet ved nytår var steget til 195,5 millioner.
På gode dage får Ronaldo over 300.000 følgere i løbet af ét døgn. Det er kun Instagrams egen konto, der har flere følgere end Ronaldo, nemlig 332 millioner i skrivende stund.