AaB’s Kasper Risgård forlænger ikke med klubben, efter de forsvarende danske mestre har tilbudt ham to udspil. Risgård forlader dermed klubben til sommer.
AaB står med hele seks spillere, der har kontraktudløb til sommer. En af disse er Kasper Risgård, og i dag kom det frem, at han forlader klubben til sommer, da han ikke kunne nå til enighed om en kontraktforlængelse.
”Kasper Risgård forlader AaB ved kontraktudløb. Fra begge sider er der enighed om, at forhandlingerne er slut,” fortæller Kasper Risgårds agent Kim Wacker til Ekstra Bladet.
Hovedpersonen selv er ked af at forlade sin ungdomsklub, men han ville heller ikke blive i klubben for enhver pris.
”AaB må åbenbart føle, at jeg ikke har gjort det godt nok til, at de vil tilbyde mig en ordentlig kontrakt. Jeg har spillet i AaB i rigtig mange år, og jeg er virkelig glad for at være i klubben. Men jeg vil ikke spille for enhver pris. Jeg vil gerne føle mig værdsat,” siger Kasper Risgård til avisen.
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger har Risgård forlangt over en million kroner om året. Han vil dog ikke selv tale om beløbet, men fastslår, at han ikke har været for grådig.
Skriv et svar