Наши партнеры

Menu



Referat: SAS Ligaen 4. Runde

Dansk fodbold

En spændende runde i SAS Ligaen er nu afsluttet. Den bød på sejre til favoritterne og også fint med mål. Vi fik til tider flot fodbold, men runden vil nok også blive husket for mange misbrugte chancer hele vejen rundt.

AGF – FC København

Det var fra start af FC København, som sad på kampen. Spillet var ikke prangende, men alligevel lykkedes det efter 20 minutters spil for Atiba Hutchinson at heade bolden i mål, efter et godt indlæg fra Libor Sionko, som spillede sin første kamp for FCK. Derefter kom AGF bedre med i kampen, men trods store chancer til blandt andre Peter Graulund, lykkedes det ikke for oprykkerne at få bolden i mål. Dermed fik de forsvarende mestre deres anden sejr i denne sæson.

Esbjerg fB – Randers FC

Ligaens nummer et og to stod overfor hinanden i denne kamp, og det var toerne fra Esbjerg, der kom bedst fra start. Nicolai Høgh kom først til bolden efter et hjørnespark, og headede hjemmeholdet i front. Derefter var det topholdet Randers, der tog over. Efter at have brændt flere store chancer, lykkedes det endelig for udeholdet. Først scorede Tidane Sane, og dernæst var det SAS Liga-topscorer Thomas Dalgaard, der kunne score sit syvende sæsonmål. I overtiden fik Randers endnu et mål. Alex Da Silva var på pletten. 3-1 til SAS Liga-etterne fra Randers.

FC Midtjylland – Viborg FF

Det var Viborg, der startede bedst ud, men udeholdet formåede ikke at omsætte spilovertaget til nogen særlige chancer. Efter pausen kom Midtjylland bedre med. Simon Poulsen, som netop var skiftet ind i pausen, var med til at afgøre kampen, da han med et perfekt indlæg fandt Christian Olsen, der sendte hjemmeholdet i front. Viborg fortsatte derefter presset, men ind i mål ville bolden ikke. Midtjylland vandt kampen 1-0, og Viborg har nu tabt sæsonens fire første kampe.

AC Horsens – AaB

AaB startede kampen klart bedst, og Rada Prica bragte efter blot fire minutters spil sit hold i front, da han headede bolden over en fremstormende Søren Jochumsen. Efter den gode AaB-start var det dog hjemmeholdet Horsens, der overtog spillet. Efter 31. minutters spil fik de tilkendt et straffespark, som Henrik Hansen sikkert omsatte til mål. Horsens fortsatte med at dominere, men skulle endnu en gang bruge dommerens hjælp til at blive målfarlige. Hjemmeholdet fik endnu et straffespark, men denne gang sad Henrik Hansens skud lige midt i målet, og Martin S. Jensen kunne let redde. Kampen endte, trods stort overtag til Horsens, uafgjort 1-1.

Brøndby IF – Lyngby BK

De to hold var meget lige i første halvleg, og havde begge mulighederne til at komme i front De største chancer tilfaldt dog hjemmeholdet Brøndby, der dog ikke havde den fornødne skarphed. Brøndby forsøgte at ligge pres på Lyngby fra anden halvlegs start, men oprykkerne var gode til at udfordre hjemmeholdet. Med omkring et kvarters spil tilbage af kampen, kom forløsningen for Brøndby. Martin Eriksson blev sendt af sted, og svigtede ikke. Scoringen gav Brøndby mod på mere, og Morten ’Duncan’ Rasmussen udbyggede føringen mod slutningen af kampen. Til slut cementerede Kim Daugaard sejren, da han i kampens overtid scorede til slutresultatet 3-0.

OB – FC Nordsjælland

OB var fuldstændig suveræne, da de på hjemmebane tog i mod FC Nordsjælland. Det var fra start af OB, som kontrollerede kampen, og efter 24 minutters spil, kom de også i front. Nyindkøbet Cristian Bolaños scorede sit første mål for klubben. Blot ti minutter efter kunne en helt umarkeret Mads Timm sende fynboerne yderligere i front, da han let headede et indlæg fra Chris Sørensen i mål. Et kvarter inde i anden halvleg blev kampen reelt afgjort. Mads Timm fandt Bolaños, og efter et par fine træk sendte han sikkert bolden i nettet. En sikker sejr til hjemmeholdet OB.



Kommentér

2 kommentarer til “Referat: SAS Ligaen 4. Runde

  1. obgaxe siger:

    ob er et klasse mandskab,

    hele stadion sang VI ELSKER BOLANOS LA LA LA LALALALALAAA

  2. hansen styrer siger:

    så må vi se om de er gode nok til at slå rækkens nr 1

    FORZA RFCB)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu