Denne runde i landets bedste række bød på flere dramaer. Brøndby var på besøg i Horsens, hvor hjemmeholdet følte sig snydt for en scoring. Også AaB følte sig bortdømt i kampen mod Esbjerg. I Midtjylland var vi vidne til en ren afklapsning, mens Randers kom ned på jorden igen mod FCN. Derudover var FCK i kamp mod AGF. TotalBold.dk bringer her et overblik over weekendens kampe.
AaB 1–1 Esbjerg fB
AaB startede kampen bedst, men efter 20 minutters spil fik Esbjerg straffespark, og dette omsatte Martin Vingaard til mål og dermed 1-0-føring til Esbjerg. Kort før pausefløjt ville også AaB have straffespark, men dommerens fløjte forblev tavs. I anden halvleg var det fortsat hjemmeholdet der imponerede, og Thomas Enevoldsen fik udlignet. Værterne blev ved med at presse på, og endnu en gang følte de sig snydt for et straffespark. Kampen endte 1-1 til stor utilfredshed for AaB-spillerne.
AC Horsens 0–1 Brøndby IF
Kampen startede livligt, og det var især Brøndby der lagde godt fra start. Holdet fra Vestegnen viste tydeligt, at de var indstillede på at revanchere sidste weekends 3-0-nederlag til Randers. Der blev ikke scoret i første halvleg, men i anden halvleg kom Brøndby stærkt ud og bragte sig fortjent foran. Thomas Rasmussen trykkede af fra kanten af feltet, og bolden gik ind bag en chanceløs Søren Jochumsen. Få minutter senere kom netop Jochumsen i fokus, da han skulle sparke det straffespark, som Gilberto havde tilkæmpet sig. Stephan Andersen fik fingrene på forsøget, men efterfølgende gik bolden på stolpen og trillede derefter på målstregen. Det var meget svært at bedømme om bolden var inde, men dommer Nicolai Vollquartz dømte ikke mål. Horsens pressede på, men Brøndby holdt stand og kørte sejren hjem.
FC Nordsjælland 1–1 Randers FC
FC Nordsjælland kom foran ved Bajram Fetai, der udnyttede et straffespark begået af Robert Arzumanyan mod Martin Bernburg i anden halvleg. Værterne havde flere gode muligheder for at komme yderligere i front i anden halvleg, mens Randers ikke havde meget at byde på. Alligevel lykkedes det Randers at få point med fra kampen, da Marc Nygaard fik udlignet med bare seks minutter tilbage af kampen.
FC Midtjylland 4–0 OB
Der var lagt op til et spændende opgør mellem FCM og OB, men det blev aldrig så spændende. Hjemmeholdet leverede en rigtig flot kamp, og især Baba Collins var i hopla. I første halvleg præsterede han at lave et vaskeægte hattrick, med scoringer i det 11., 19. og 41. minut. På dette tidspunkt havde hjemmeholdet reelt lukket kampen, og OB formåede da heller ikke, at komme tilbage i anden halvleg. Kim Christensen lukkede og slukkede, da han i det 69. minut scorede til kampens slutresultat, 4-0.
FC København 1–0 AGF
Det var en lidt tam affære, da FC København hjemme i Parken tog i mod AGF. Kampen bød ikke på mange chancer, og derfor var det heller ikke overraskende, at der blot blev scoret et enkelt mål. Denne scoring stod hjemmeholdets Morten Nordstrand for efter 19 minutters spil. Det var Zdenek Pospech, der ude fra højrekanten lagde bolden ind i hovedet på den danske angriber, som altså blev kampens enlige målscorer. Værterne var det bedste hold kampen igennem, men formåede aldrig at lukke opgøret helt.

d. 29/12/2025 22:22 |
Skriv et svar