Наши партнеры

Menu



Referat: SAS Ligaen 33. Runde

Dansk fodbold

FC Midtjylland fik med en 3-0 sejr over FC Nordsjælland sølvmedaljer, dermed fik FC København skuffende bronzemedaljer. I midten af tabellen vandt Randers kampen om sjettepladsen, da de på hjemmebane slog Brøndby og dermed får Brøndby sin dårligste placering i 26 år, da de slutter på ottendepladsen.

FC København 3 – 1 Lyngby

FCK var nødt til at vinde, hvis de ville have en mulighed for at få sølv, men selv en sejr viste sig ikke at være nok, da FC Midtjylland i Farum slog FCN med 3-0. Atiba Hutchinson gjorde ellers sit til sølvet skulle til København, da han allerede efter et minut gjorde det til 1-0. Efter ti minutter blev der balance i regnskabet. Christian Holst, der lagde bolden bagud til Jesper Håkansson, der bankede bolden ind bag Jesper Christiansen. Allerede fem minutter senere kom københavnerne igen på sejrskurs, da Marcus Allbäck gjorde det til 2-1. Efter pausen dalede niveauet og der gik lidt sommerbold i den. I det 62. Minut lukkede Hutchinson kampen til 3-1. Med sejren får FCK bronze medaljer.

AGF 1 – 2 AC Horsens

Der var ikke det helt store på spil, da AGF og AC Horsens tørnede sammen på NRGI Park. AGF lagde klart bedst ud, der ville slutte godt af foran hjemmepublikummet. Efter en halvtime kom AGF fortjent foran 1-0 på mål af Jesper Blicher. Allerede få minutter senere svarede Den Gule Fare igen. Henrik Hansen sendte et lang skud af sted, som ramte Gilberto Macena på vejen og snød Søren Rasmussen i AGF-målet. Henrik Hansen fortsatte sit optimistiske spil efter målet. Allerede få minutter senere gav det pote, da han gjorde det til 2-1. Anden halvleg blev en trist affære. Det var som om begge hold var taget på sommerferie. Kampen endte 2-1 til Horsens og havde ikke indflydelse på stillingen.

Esbjerg 2 – 1 Viborg

Esbjerg kunne med lidt held ende på sjette pladsen, men resultaterne flaskede sig ikke til deres fordel. Esbjerg lagde bedst ud og dominerede fuldstændig første halvleg, hvorfor det var fortjent at Michael Murcy kort før pausen scorede til 1-0 i sin afskedskamp for Esbjerg. Efter pausen kom Viborg bedre med i kampen, men samtidig havde Esbjerg også deres chancer. I kampens overtid lykkedes det pludselig ud af det blå, Viborg at få udlignet ved Jacob Olesen, men Nicolai Høgh sikrede alligevel Esbjerg sejren, da det dybt inde i overtiden blev 2-1. Med sejren slutter Esbjerg på syvende pladsen, mens Viborg som bekendt rykker ned.

AaB 2 – 0 OB

Kampen havde ingen betydning for stillingen. AaB var sikre på første pladsen og OB var sikre på fjerde pladsen. Det afspejlede dog ikke kampen, der blev meget fysisk præget i første halvleg. Kort før pausen kom ålborgenserne foran på mål af Steve Olfers efter et hjørnespark. I anden halvleg lagde OB bedst ud, men fynboerne kunne ikke få bolden i mål. I stedet var det Jeppe Curth der med sit 17. Sæsonmål lukkede kampen til 2-0 med ti minutter igen.

FC Nordsjælland 0 – 3 FC Midtjylland

Jyderne kunne med en sejr sikre sig anden plads og det opfyldte Erik Rasmussens tropper. Det var dog FCN der startede kampen bedst og de var også tæt på at komme foran flere gange. I halvlegens sidste minut sendte Kolja Afriyie midtjyderne på sølvkurs, da han på et hovedstød efter et hjørnespark sendte bolden i mål. Anden halvleg var knap nok fløjtet i gang, før Danny Olsen sendte et skud af sted, som snød Jesper Hansen i FCN-målet. I kampens overtid kom FCM på 3-0, da unge Jude Nworuh efter et par fine kombinationer i en helt fri position gjorde det til 3-0.

Randers 2 – 1 Brøndby

Randers lagde bedst ud, men de kom dog ikke foran, det sørgede en storspillende Stephan Andersen for i Brøndby-målet. Midt i halvlegen overtog Brøndby spillet og efter 28 minutter kom Brøndby også foran på mål af svenske Martin Ericsson. Efter pausen lagde Randers igen bedst ud, det resulterede i et straffespark til Randers efter otte minutter af anden halvleg, da Anders Randrup rev Marc Nygaard omkuld. Straffesparket sparkede Nygaard selv iskoldt i mål. Efter 64 minutter var det Brøndbys tur til at få straffe. Men Ericssons svage spark blev reddet af Kevin Stuhr-Ellegaard. Med to minutter igen gjorde hjemvendte Søren Berg det til 2-1, efter fornemt forarbejde af Fabinho. Med sejren får Randers sjette pladsen og dermed en ekstra hjemmekamp i næste sæson.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu