
AaB var i voldsom modvind i Nørreskoven, men de fik vendt 2-0 til 2-3 og fik dermed sæsonens første point. Esbjerg og FC Nordsjælland står stadigvæk noteret for 0 sejre i denne sæson. Randers overtog første pladsen fra et svagt spillende Brøndby-hold, som tydeligvis manglede deres spielmacher, Alexander Farnerud.
Vejle 2- 3 AaB
Danmarksmestrene fra AaB har langt fra fået den start på den nye sæson, som de havde håbet på, da de i de første to kampe ikke har fået nogen point. Det lignede heller ikke at AaB skulle få point med hjem fra Nørreskoven, da vejlenserne bragte sig foran efter fem minutter, hvor at Thomas Røll stod umarkeret ved forreste stolpe og headede Brian Nielsens indlæg i mål. Efter 33 minutters spil fordoblede Vejle deres føring, da midtbanespilleren, Valentino Lai, bankede bolden i mål fra kanten af straffesparksfeltet. Det var et forvandlet AaB-hold der kom på banen til anden halvleg, alt det ålborgenserne gjorde forkert i første halvleg gjorde de rigtigt og det gav bonus efter en times spil, hvor at Anders Due lagde et indlæg ind i feltet, som Sladan Peric sendte i mål hårdt presset af netop indskiftede Ronnie Schwartz. Det skulle blive endnu værre for Vejle få minutter senere, hvor at Due igen var på spil på venstre kanten, Dues indlæg havnede hos målfarlige Caca, som headede bolden sikkert i mål. Ti minutter før tid blev AaB’s comeback fuldendt, da Caca endnu en gang var i målscorens rolle, da han fra 27 meter sparkede bolden op i det ene målhjørne. Dermed fik AaB sæsonens første tre point.
FC Midtjylland 2 – 1 AC Horsens
FCM lagde ud som lyn og torden og havde tilsyneladende meget overskud ovenpå midtugens videre avancement i UEFA Cup-kvalifikationen. Midtjyderne havde mange chancer i starten af kampen, men de formåede ikke at udnytte dem. I stedet bragte Horsens sig i front efter 28 minutter på en kæmpe fejl af Lasse Heinze i det midtjyske mål, som sparkede bolden direkte ud til Gilberto Macena, der omsatte chancen til mål. I anden halvleg var det midtjydernes tur til at lukrer på Horsens’ fejl, da Morten ”Molle” Rasmussen sendte bolden i eget net efter 55 minutter. Efter scoringen gik tempoet ned og kampen så længe ud til at ende uafgjort, men med ti minutter igen tog Danny Olsen chancen fra distancen og med et fantastisk spark gjorde han det til slutresultatet 2-1.
Esbjerg fB 1 – 1 FC Nordsjælland
Ingen af holdene havde før dagens kamp fået en sejr i årets SAS Liga og efter dagens kamp er det heller ikke sket endnu. Esbjerg startede kampen bedst og kom derfor fortjent foran efter fem minutter, hvor at Jesper Bech var på pletten og gjorde til 1-0 til Vestjyderne. Efter scoringen fortsatte Esbjerg med at true Jesper Hansens mål, men esbjergenserne var ineffektive foran målet. I anden halvleg kom FCN bedre med, da Esbjerg gav dem mere plads at spille på og med et kvarter igen gav det udbytte af udligning, da Martin Bernburg gjorde det til 1-1. Resten af kampen bød ikke på de store chancer og det var derfor helt fortjent at kampen endte 1-1.
OB 3 – 1 AGF
Kampen blev indledt med et OB-pres, men mirakel redninger af Steffen Rasmussen i AGF-målet forhindrede Fynboerne i at komme i front og derfor kunne Ulrik Lindkvist efter ti minutters spil bringe gæsterne i front, da han helt markeret i feltet bankede bolden op i nettaget. OB tog hurtigt initiativet tilbage efter det hurtige AGF-mål og det gav pote efter en halvtimes spil, hvor at Henrik Hansen spillede Djiby Fall fri og sikkert kunne sende bolden i mål. Kort før pausen tog Björn Runström revanche mod Steffen Rasmussen, som tidligere i kampen havde reddet flere af Runströms chancer, men denne gang kom svenskerne bedst ud af duellen mellem de to. Anden halvleg levede ikke op til første halvlegs høje niveau, men det blev alligevel til en enkelt scoring, da Johan Absalonsen kort før tid lukkede kampen til slutresultatet 3-1.
Brøndby IF 0 – 3 Randers FC
Brøndby startede kampen klart bedst og de var hele tiden et skridt foran Randers, men da Jon Jönsson måtte udgå med en skade efter et kvarters spil, faldt Brøndby i tempo og det kendetegnede også kampen generelt. Derfor var det ikke overraskende at kampens første scoring opstod efter en tilfældighed kort før pausen, hvor at Carsten Fredgaard ud af ingenting bankede bolden i mål. Brøndby styrede anden halvlegs begivenheder, men de kom aldrig frem til de store chancer og da Bedi Buval gjorde det til 2-0 15 minutter før tid gik Brøndby helt ned og kom yderligere bagud to minutter senere, hvor at en af anden halvlegs store oplevelser, Tidiane Sane, gjorde det til slutresultatet 3-0. Med dagens sejr overtager Randers førstepladsen fra Brøndby.
Skriv et svar