Наши партнеры

Menu



Referat: SAS Ligaen 20. Runde

Dansk fodbold

SAS Ligaen har igen fået et nyt førerhold, da FC København mistede førstepladsen, da de var på besøg i Esbjerg. Et andet københavnsk hold, Brøndby IF, ser ud til at have fundet et rigtig godt spor. Igen i denne runde leverede de blå/gule en sikker indsats, da FC Midtjylland var på besøg. Runden bød også på et målrigt opgør i Viborg, hvor FC Nordsjælland var gæster. Vi bringer et overblik over rundens kampe.

AC Horsens – AaB

Hjemmeholdet kom på 1-0 i kampens 24. minut, da brasilianske Gilberto Macena scorede med et fladt skud efter et godt oplæg af Henrik Hansen. AaB var ellers det dominerende hold, men skarpheden manglede foran mål. I anden halvleg lykkedes det for AaB at få udlignet, da Thomas Enevoldsen oversprintede Joseph Elanga i højre side. Hans indlæg blev ramt af en Horsens-spiller, og efter lidt tumult kunne Kasper Risgaard sende bolden ind i et tomt mål. Med lidt under en halv time tilbage af kampen satte gæsterne trumf på, da Lars Nilsson opsnappede en bold, driblede uden om Søren Jochumsen og scorede til 1-2. Horsens jagtede en udligning, men kom ikke frem til en scoring. AaB vandt opgøret 2-1 og er nu tilbage på førstepladsen i SAS Ligaen.

Esbjerg fB – FC København

Første halvleg var en noget tam affære uden de store chancer. FC Københavns angrebsspil savnede fart og Esbjerg havde derfor ikke de store problemer med at holde de forsvarende mestre væk fra målet. I anden halvleg kom der lidt mere gang i kampen. Gæsterne fik sat sig mere på kampen, men i det 67. minut kom Esbjerg foran. Det var Søren Rieks, der trykkede af langt udefra, bolden ramte Ulrik Laursen på skulderen og fløj henover Jesper Christiansen i FCK-målet. Scoringen satte gang i Esbjerg-offensiven og godt et kvarter før tid slap Jesper Lange fri i feltet. Mathias Zanka Jørgensen begik straffespark mod Lange, og Jesper Jørgensen bragte på det efterfølgende spark Esbjerg på 2-0. FCK fik reduceret ved Jesper Grønkjær kort før tid, men tættere på kom københavnerne ikke, og de er nu igen nummer to i ligaen efter AaB.

Viborg – FC Nordsjælland

FC Nordsjælland kom foran allerede i det tredje minut, da Issey Nakajima-Farran fulgte op på en ripost og let kunne score til 0-1. Viborg svarede dog rigtig godt igen, da de bare to minutter senere udlignede til 1-1, da Morten Bertolt Andersen headede et godt indlæg i kassen. Nordsjælland bragte sig dog foran igen, da Bernburg kom foran sin forsvarsspiller og lagde bolden perfekt af til Nicklas Pedersen, der koldt sparkede bolden i mål til 1-2. Viborg var usikre i forsvaret, men offensiven fungerede imidlertid fint. I kampens 44. minut lagde Christian Olsen bolden hårdt ind i feltet langs jorden, og Søren Ulrik Vestergaard kom glidende samtidig, og så havde Viborg udlignet til pausestillingen 2-2. Der var ikke spillet mange minutter af anden halvleg, da målfesten fortsatte. Henrik Kildentoft kom højest på et hjørnespark og headede bolden ind til slutresultatet 2-3.

AGF – Randers FC

Randers formåede ikke at skabe meget i kampen mod AGF. Århusianerne havde dermed ikke de store problemer i defensiven, men kom selv frem til nogle gode muligheder. Den største mulighed opstod i første halvleg hvor Dioh Williams efter et kvarters spil fandt Peter Graulund. SAS Ligaens topscorer misbrugte dog muligheden på det skammeligste. I anden halvleg kom AGF ud som lyn og torden og viste en helt anden vilje end tilfældet havde været i første halvleg. Alex Valencia og Anders Kure havde begge en god scoringsmulighed, men bolden ville ikke ind i målet. Trods et godt pres lykkedes det aldrig AGF at passere Kevin Stuhr Ellegaard, og kampen endte dermed uafgjort 0-0.

Brøndby IF – FC Midtjylland

Brøndby er et hold med selvtillid i øjeblikket efter den gode start på forårssæsonen. I denne runde var modstanderen medaljekandidaterne fra FC Midtjylland, men de fik ikke et ben til jorden i kampens første minutter. Der var bare spillet fem minutter, da Martin Retov opfangende en løs bold fra en afslutning og knaldede bolden i mål. Få minutter senere var Brøndby atter på spil. Det var denne gang anfører, Stefan Gislason, der spillede ping-pong gennem midtjydernes forsvar, og sikkert sparkede bolden i mål til 2-0. Brøndby dominerede første halvleg ud, men i anden halvleg kom Midtjylland bedre med i kampen. Brøndby var ikke nær så ivrige som i første halvleg, men stod fortsat godt i forsvaret. I kampens døende minutter lykkedes det FCM at reducere ved Frank Kristensen. Kampen endte 2-1 til Brøndby, der nu kun har fem point op til netop FCM på tredjepladsen.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu