
Det var oprykkerne, der prægede denne anden runde, da både Vejle og SønderjyskE hentede gode resultater mod henholdsvis Esbjerg og FC Midtjylland. På Brøndby Stadion var de forsvarende mestre på besøg, men det var ikke et gæstfrit Brøndby-mandskab, der tog imod. AGF imponerede mod Horsens, mens FCK skuffede i Randers. Få overblikket over alle rundens kampe her.
Brøndby IF 2-1 AaB
Brøndby var det dominerende hold stort set hele kampen, og med en offensiv indstilling blev de forsvarende danske mestre, AaB, sendt hjem med et nederlag. Den helt store helt for hjemmeholdet var den svenske midterforsvarer, Max von Schlebrügge, der først bragt værterne på 1-0 midt i første halvleg på et hovedstød. Senere sørgede han også for målet til 2-1, og igen var det en scoring med hovedet, efter Alexander Farnerud havde ramt overliggeren med sit hovedstødsforsøg. Kort tid efter Brøndbys føringsmål fik AaB udlignet, da Caca scorede. Det hjalp dog ikke meget for AaB, der måtte forlade Brøndby Stadion med sæsonens andet nederlag. Brøndby derimod er kommet rigtig godt fra start, og har vundet deres første to kampe.
Esbjerg fB 0-1 Vejle
Generelt set var kampen en underholdende affære, hvor begge hold havde gode scoringsmuligheder. Begge hold havde en del at byde ind med, men desværre havde hverken Esbjerg eller Vejle havde den nødvendige skarphed. Derudover havde Vejles målmand, Jimmy Nielsen, en stor del af æren for at Esbjerg ikke scorede, da han hev flere flotte redninger frem. Det var i kampens 52. minut, at kampens eneste scoring faldt. Thomas Røll Larsen var sidste Vejle-mand på bolden, der ramte en Esbjerg-spiller og derfor snød Lars Winde i Esbjerg-målet. Dermed kunne Vejle tage hjem med tre vigtige point på kontoen.
SønderjyskE 1-1 FC Midtjylland
FC Midtjylland var store favoritter til at tage sejren i kampen mod SønderjyskE, men oprykkerne viste flot vilje og kæmpede sig til uafgjort. Det så ellers ud til, at gæsterne ville løbe med sejren, da Jonas Borring med tyve minutter tilbage af kampen headede et indlæg fra Danny Olsen i kassen. SønderjyskE sendte angriberen Jesper Kjærulff på banen, og det skulle vise sig at blive en god indskiftning. Med syv minutter tilbage af kampen udnyttede han nemlig et godt forarbejde af Michael Larsen til at udligne til 1-1. SønderjyskE beviste altså, at de vil gøre alt der står i deres magt for at undgå nedrykning, og viste i kampen mod Midtjylland gode takter.
Randers FC 1-1 FC København
Bedi Buval bragte kort tid før pausen hjemmeholdet på 1-0, efter et indlæg fra Carsten Fredgaard fra venstre side. Efter pausen pressede FC København på for en udligning, og den sørgede brasilianske Jose Junior for. Atiba Hutchinson nedlagde Randers’ Tidiane Sane på egen banehalvdel, men dommer Lars Christoffersen lod spillet fortsætte. FCK fik fat i bolden og Junior afsluttede angrebet ved at score til 1-1. Gæsterne gav debut til både Peter Larsson og Cesar Santin, og førstnævnte måtte i anden halvleg udgå med en flækket læbe efter et hændeligt sammenstød med Buval. FCK-anfører, Ulrik Laursen, måtte også forlade kampen før tid, da hans skulder blev revet af led. Han går nu glip af holdets UEFA Cup-kamp på torsdag.
AGF 3-1 AC Horsens
AGF spillede en flot kamp, da de mandag aften tog imod Horsens. Det var specielt angriberen, Dioh Williams, der udfordrede Horsens-forsvaret, og selvom han ikke kom på måltavlen, voldte han gæsterne store problemer. Det var dog Horsens, der kom foran ved Niels Lodberg, da AGF-keeper, Steffen Rasmussen fumlede bolden i mål efter en svag afslutning af Lodberg. Michael Lumb fik udlignet for værterne på et godt skud fra kanten af feltet. I anden halvleg bragte Lindkvist AGF på 2-1, inden Peter Graulund til slut slog sejren fast med sin scoring til 3-1. Inden Graulunds scoring var Niels Lodberg blevet udvist for at have sparket ud efter netop Graulund.
Skriv et svar