Наши партнеры

Menu



Referat: SAS Ligaen 16. Runde

Dansk fodbold

Sekstende runde af SAS Ligaen bød på fire målrige opgør. Brøndby formåede at hive endnu en sikker sejr hjem, mens topbraget mellem FC Midtjylland og F.C. Købehavn bød på spænding til det sidste. Vi bringer dig et referat af samtlige kampe i dette overblik.

Brøndby IF – AC Horsens

Brøndby styrede begivenheder i det meste af 1. halvleg. I anden halvleg skulle den solide forsvarsmur dog vise sig at blive brudt. I det 58. minut trak Tobias Mikkelsen sig fri på højrekanten, hvorefter han forsøgte at sende bolden ind i feltet, en ACH’er fik skubbet bolden tilbage til Mikkelsen, hvor han let kunne score i det tomme mål. Ti minutter efter kunne David Williams bringer BIF’erne foran 2-0. Ruben Bagger fik de sidste minutter af opgøret og blev hyldet for sidste gang i Brøndby-trøjen, efter at have spillet hele sin karriere i hjerteklubben, som han spillede for i 16 sæsoner, hvor han spillede 243 kampe og nettede 65 gange. Willams lukkede kampen i overtiden, da han nettede for anden og sidste gang i kampen til slutresultatet 3-0.

OB – Randers FC

Med en sejr over Randers kunne OB blande sig i topstriden, mens Randers skulle forsøge at hente en sejr mod det tredje tophold på stribe. Begge hold startede roligt ud, og ville tydeligvis ikke risikere noget. Hjemmeholdets Bengt Sæternes fik en god hovedstødschance efter seks minutters spil, men han headede tæt forbi målet. Randers fik ikke skabt de store chancer, men en dårlig OB-tilbageaflevering gav Bedi Búval en stor chance. I 2. halvleg var både Bengt Sæternes og Fabinho tætte på at score, men stillingen forblev 0-0. Med små ti minutter tilbage af kampen opstod der tumult, da Issah Ahmed og Bengt Sæternes begge modtog et gult kort, hvorefter Chris Sørensen løb 30 meter for at blande sig i løjerne. Han sagde til Issah Ahmed, at “Det her er Danmark”, hvilket kampens dommer opfattede som racistisk, hvorfor han modtog et rødt kort. Kampen endte 0-0.

Lyngby – Esbjerg fB

Gæsternes Zimling havde to gode chancer i starten af kampen, den første formåede han ikke at sende ind i Lyngbys netmasker, mens han scorede på den anden. Blot tre minutter efter – i det 21. minut udlignede Mads Thomsen. I det 53. minut bragte Njogu Demba-Nyren udeholdet tilbage på sejrskurs. Kort efter scoringen valgte kampens dommer, Henning Jensen, at afbryde kampen. Efter 20 minutter kunne kampen genoptages. Niki Zimling lukkede kampen efter 61. minutters spil til kampens slutresultat 3-1.

FC Nordsjælland – AaB

Hjemmeholdet bragte sig i front efter 12 minutters spil på et mål af Bajram Fetai, da han elegant spillede bolden imellem benene på AaB-keeperen. Gæsternes målmaskine Rade Prica ville det dog anderledes, han udlignede efter blot tre minutter. I anden halvleg kom sneen, og dette gik udover det flotte spil. Bedst som kampen lignede en affære, der ikke bød på flere mål, slog udeholdets Thomas Augustinussen til i overtiden til stor forløsning for de AaB-fans, der havde taget turen til Sjælland. Kampen endte 2-1.

FC Midtjylland – F.C. København

Der skulle ikke gå mere end ni minutter før ligaens absolutte tophold, F.C. København, kunne bringe sig på måltavlen på mål af Marcus Allbäck. Efter 14 minutter var Allbäck tæt på at nette for anden gang i kampen, men denne gang manglede skarpheden. Kort inde i anden halvleg kanonerede Mikkel Thygesen et skud mod Jesper Christiansen i FCK-målet, hvorefter han måtte se sig passeret. Scoringen gav Ulvene fornyet selvtillid. I det 65. minut kunne Frank Kristensen bringe hjemmeholdet foran. Dette var gæsterne ikke tilfredse med, derfor valgte de at satse offensivt, og dette gav pote. Mikael Antonsson sikrede københavnerne det ene point i det 77. minut. Topbraget endte 2-2.

Viborg – AGF

Ti år skulle det tage AGF, at hente en sejr på Viborg Stadion, men så blev det til gengæld gjort med manér. Gæsterne havde bolden mest, samt fik tilspillet sig nogle gode muligheder i kampens opstartsfase. Efter 29. minutters spil kunne Frederik Krabbe ved bagerste stolpe heade gæsterne i front. Målet fik viborgenserne til at vågne op, og både Steffen Højer og Asbjørn Sennels kom frem til nogle gode chancer. Trods dette pres for de grønblusede lykkedes det udeholdet at sparke sejren i hus i det 43. minut på mål af Peter Graulund. I anden halvleg lod det til, at hjemmeholdet havde fået fornyet energi, men korthuset ramlede sammen, da Zoltan Balog modtog sit andet gule kort i det 57. minut, og derfor blev sendt ud før tid. Begge hold formåede ikke at nette i anden halvleg, hvilket betød, at århusianerne vandt 2-0.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu