AaB fortsætter marchen frem i tabellen, mens Horsens nu er at finde under stregen. Brøndby og FCM vandt deres kampe, og så var der remis i Esbjerg.
Brøndby IF 2 – 0 Vejle BK
Tom Køhlerts afskedskamp på Brøndby Stadion blev ikke den festforestilling, de trofaste tilhængere havde håbet på. Spillet var ikke prangende, men kendetegnende for et tophold fik Brøndby alligevel fuldt udbytte af anstrengelserne uden på noget tidspunkt selv at være i fare. Målscoringen blev indledt kort efter startfløjtet af atter skadesfri Morten ”Duncan” Rasmussen efter en kontroversiel situation, hvor der kunne være dømt frispark såvel som offside. Anerkendt blev målet dog, og derfra var det op ad bakke for Vejle. True Brøndby kunne Vejle ikke, men på den anden side formøblede hjemmeholdet også flere udmærkede muligheder for at komme yderligere i front. Først efter 77 minutter lykkedes det for Samuel Holmén at fordoble kampens måltotal med et knastørt skud fra distancen. Dermed overvintrer Brøndby i top tre, mens Vejle fortsat ligger til nedrykning.
FC Midtjylland 3 – 0 FC Nordsjælland
Der var meget på spil for begge mandskaber i dagens kamp på SAS Arena. Gæstende FC Nordsjælland spiller for tiden for ikke at blive en del af bunddynget, mens FC Midtjylland gerne vil hænge på i toppen. Målsætningerne var dog kun til at få øje på fra udeholdets side i første halvleg, men trods en overvejende spildominans blev det aldrig rigtig farligt, og da FCM var uvant tamme i offensiven, endte første halvleg uden mål. Dem var der til gengæld nogle stykker af i anden halvdel af kampen. Blot to minutter efter pausen kom midtjyderne på 1-0, da Jonas Borring satte sidste fod på et glimrende opbygget FCM-angreb. Et kvarter senere kom farlige Frank Kristensen så på måltavlen med et af sine nærmest patenterede hovedstødsmål. Yderligere fem minutter efter lukkede han så for målscoringen efter at have forvaltet et Danny Olsen-oplæg efter fortjeneste. Mod kampens slutning havde FCM chancerne til at udbygge føringen, mens FCN ramte stolpen, men mål blev der ikke flere af. FCM holder snor i topholdene, mens nordsjællænderne fortsat må kigge nedad i tabellen.
AC Horsens 0 – 3 SønderjyskE
Endnu engang måtte Horsens sande, at de i denne sæson får svært ved at opfylde ambitionerne om at blive et solidt midterhold, der kunne bygge videre på sidste års succes. I dag fik de prygl på hjemmebane af oprykkerne fra SønderjyskE, der startede festen for de medrejsende fans efter omkring den halve time. Her bragte Ken Ilsø gæsterne i front. Selvsamme Ilsø kunne syv minutter efter pausen atter lade sig tiljuble som målskytte. Symptomatisk for kampen var spilstyrerens femte sæsonmål en kluntet størrelse, hvor bolden efter en afslutning på Søren Jochumsen fra Ilsø selv ramte ham på benet og gik ind. Mindre tilfældigt var SønderjyskEs tredje mål, der blev sat ind af indskiftede Jesper Kjærulff. Denne gang tegnede Ilsø sig for oplægget til målet, da han med hovedet lagde bolden til rette for Kjærulff, som uden videre tøven hamrede den i nettet. Resultatet sender Horsens under stregen sammen med Vejle, mens SønderjyskE får lidt luft.
Esbjerg fB 2 – 2 Randers FC
Masser af misbrugte tilbud til hjemmeholdet kendetegnede første halvleg på Blue Water Arena søndag eftermiddag. Esbjerg gjorde nærmest alt rigtigt, bortset fra at få bolden i nettet. Derfor blev der også meget stille, da det i første halvlegs overtid lykkedes gæsterne fra Randers at komme foran på mål af Issah Ahmed. Otte minutter inde i anden halvleg blev den føring så udbygget, da formstærke Marc Nygaard satte sig for at gøre Djiby Fall rangen stridig på topscorerlisten. To minutter skulle hjemmeholdet bruge på at brygge en passende respons sammen. Martin Vingaard forsøgte sig på et direkte frispark, og krøllede bolden ind bag Kevin Stuhr i Randers-målet. Herefter jagtede hjemmeholdet en udligning, som de også nået at få kort før tid. Jesper Bech skød på mål, og trods ihærdige forsøg lykkedes det ikke Kevin Stuhr at holde den. Esbjerg får igen point, mens ligaen er ved at knække for Randers.
AaB 3 – 1 FC København
De forsvarende mestre fra AaB har for alvor fundet melodien efter Allan Kuhns tiltræden. Senest beviste man det i midtugen med sejren over Celtic, der sikrede dansk deltagelse i forårssæsonens europæiske kampagner. Søndag aften understregede man så, at man mener det alvorligt, da man sendte FCK fra banen med et klart nederlag. Marek Saganowski satte gang i morskaben efter ni minutter med sin anden sæsonscoring. Festlighederne ville ingen ende tage, og nordjyderne ville hellere end gerne foran med endnu flere mål. Først blev det dog til en udligning i en situation, hvor Steve Olfers vandt en nærkamp med Cesár Santin, men kom til at sende bolden ind bag Karim Zaza. Seks minutter senere kom AaB dog på ret kurs igen. Kasper Risgård afsluttede en tredobbelt chance med at score sit tredje SAS Liga-mål i denne sæson. Selvom føringen kunne være udbygget ad flere omgange, så blev det kun til et enkelt mål mere, og det tegnede Caca sig for. Tyve minutter før tid kurede han ind i et Jeppe Curth-indlæg og sikrede AaB kontakt med AGF og Randers midt i tabellen. FCK mister et vigtigt skridt i topkampen og ligger nu nummer tre.
Skriv et svar