Наши партнеры

Menu



Referat: SAS Ligaen 1. Runde

Dansk fodbold

I weekenden blev Danmarks bedste fodboldrække skudt i gang igen, og vi blev vidne til flere interessante opgør. I Farum var Brøndby på besøg, og de blå/gule viste vilje og godt fodbold. Runden bød også på et opgør mellem sidste sæsons nummer et og to, da AaB og FC Midtjylland tørnede sammen. Få et overblik over rundens kampe her.

Randers FC 3–1 AGF

Randers startede den nye SAS Liga-sæson på den bedst tænkelige måde. Der var ikke en gang spillet to minutter af opgøret, før bolden lå i nettet. Det var Bedi Buval, der udnyttede en direkte foræring af AGFs Cheikh Sarr til at bringe værterne på 1-0. Efter et kvarters spil var den igen gal hos AGF. Holdets målmand, Stefan Rasmussen, kom ikke godt nok ud til at indlæg, og så kunne Tidiane Sane score til 2-0. Samme Sane scorede også Randers’ tredje mål, men inden da havde Dioh Williams bragt en anelse spænding ind i opgøret, der dog endte med en sikker Randers-sejr på 3-1.

AC Horsens 2–0 SønderjyskE

SønderjyskE er ikke spået mange chancer i denne sæson. I denne kamp viste Horsens da også, at oprykkerne ikke får det nemt. Allerede fra kampens start lagde hjemmeholdet et godt pres på SønderjyskE, hvilket gav et hovedstød på overliggeren og to annullerede mål – inden for de første ti minutter. Det lykkedes dog gæsterne at holde Horsens fra at score i første halvleg. Værterne skulle dog ikke bruge meget tid i anden halvleg på at få scoret føringsmålet. Det stod den hurtige angriber, Gilberte Macena for, da han på venstrekanten tog et træk ind i banen og sendte bolden ind ved forreste stolpe. SønderjyskE havde chancer til at udligne, men skarpheden foran mål manglede. Derfor kunne Niels Lodberg i overtiden lukke kampen, da han omsatte et lidt tvivlsomt straffespark til en scoring.

FC Nordsjælland 0–2 Brøndby IF

Brøndby hungrer efter succes i ligaen efter to skuffende sæsoner. I første kamp stod de overfor FC Nordsjælland på udebane, ikke nogen nem kamp, men Brøndby-spillerne viste, at der er vilje og tro på succes i truppen. Brøndby lagde ud med at presse FCN hårdt, hvilket gav nogle gode chancer. Hjemmeholdet kom også frem til enkelte muligheder, men Stephan Andersen stod gennem hele kampen hæderligt i Brøndby-målet. Kort tid inden pausen trykkede Kasper Lorentzen af på kanten i højresiden. Det lignede en bold Jesper Hansen i Esbjerg-målet ville redde, men bolden gik forbi keeperen og så var Brøndby foran. Der blev spillet i et højt tempo igennem det meste af kampen, og de to mandskaber kæmpede godt og leverede en underholdende kamp. Brøndby var dog det bedste hold, og det slog Samuel Holmen fast med ti minutter tilbage af kampen, da han flugtede bolden i mål efter et flot indlæg fra Daniel Wass.

AaB 1–2 FC Midtjylland

Sidste sæsons nummer et og to mødtes i Aalborg. Inden kampen havde AaB ikke tabt ti kampe i træk på hjemmebane, men Midtjylland sørgede for, at stimen blev brudt. De forsvarende mestre startede ellers udmærket, men lige før pausen kom kampens dramatiske og afgørende højdepunkt, da AaB’s Martin Pedersen blev præsenteret for det røde kort efter en hård stempling af Kolja Afryie. Det så nu svært ud for AaB, og midtjyderne satte sig også mere og mere på kampen. Presset udmøntede sig også i en scoring, da Kim Christensen kom på tavlen. Mikkel Thygesen bragte FCM på 2-0, og så hjalp det ikke meget, at Jeppe Curth fik reduceret til 1-2 i kampens overtid.

FC København 1–0 Esbjerg fB

FC København og Esbjerg mødtes mandag aften i Parken, og de to klubber skabte til sammen en seværdig kamp. Gæsterne åbnede kampen bedst og kom frem til en række gode muligheder. Effektiviteten var dog ikke i orden, og det formåede københavnerne at straffe. Den stærke tjekke, Libor Sionko, modtog en god bold fra Oscar Wendt, og efter at have snydt Esbjerg-målmand Lars Winde, kunne Sionko stille prikke bolden i et tomt mål. Esbjergs Niki Zimling var en af kampens bedste, og havde flere gode aktioner. Blandt andet et skud, der prellede af på stolpen. FCK formåede at holde Esbjerg fra at score, selvom udeholdet spillede sig frem til flere gode muligheder.

Vejle – OB

Kampen spilles onsdag den 23. juli kl. 19.00, og referat følger umiddelbart efter kampen.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu