23. runde bød på et spændende opgør lørdag, da Sevilla tog imod FC Barcelona. Det var også runden, hvor førerholdet Real Madrid leveret en sand afklapsning, da de mødte Valladolid. Runden sluttede positivt af – set med Valencia-briller. Mandskabet kunne nemlig notere sin anden sejr på stribe i lang tid. Vi bringer det komplette overblik over denne 23. runde.
Real Murcia – Villarreal
Villarreal fortsatte den gode stime, da de lørdag vandt smalt over bundholdet Real Murcia. Man skulle dog helt hen i kampens dødende sekunder, før Den Gule Ubåd sikrede sig alle tre point på kontoen. Guillermo Franco blev matchvinder, da han scorede i det 94. minut.
Deportivo La Coruna – Getafe
Efter 43 minutters spil, kunne Michael Laudrup og resten af Getafe-bænken se Mario score i eget mål. I anden halvleg kom Madrid-klubben dog tilbage i kampen. Med tyve minutter tilbage af kampen, modtog netop indskiftede Ikechukwu Uche bolden på kanten af feltet, hvorefter han tog et kort træk og kanonerede bolden op i nettaget, dermed scorede han til stillingen 1-1. Dette blev også kampens resultat.
Sevilla – FC Barcelona
Mange tilhængere af spansk fodbold havde siddet og gnedet sig i hænderne forud for kampen mellem Sevilla og FC Barcelona, der tegnede til at blive underholdende. Andalusierne lod til at være ovenpå mod et stærkt svækket Barca-mandskab. Det var da også hjemmeholdet, der kunne juble først i opgøret, da Diego Capel efter 35 minutter bragte Sevilla i spidsen. I anden halvleg lukkede værterne dog catalanerne mere ind i kampen, hvilket gjorde, at gæsterne fik udlignet. Xavi kom på måltavlen efter 76 minutters spil. To minutter senere så det sort ud for Sevilla. Seydou Keita modtog sit andet gule kort, dermed måtte han forlade banen et kvarter før sine medspillere. Barca fik dog ikke udnyttet overtallet, og kampen endte 1-1.
Racing Santander – Atletico Madrid
Topholdene Santander og Atletico mødtes søndag aften. Det skulle dog vise sig, at det var gæsterne fra Madrid, der tog kontrollen kampen igennem. Diego Forlán med den store målnæse, kunne efter en lille times spil bringe Atletico foran. Tyve minutter seneste kunne selvsamme Forlán slå Madrid-sejren fast, da han scorede til kampens slutresultat 2-0.
Athletic Bilbao – Levante
Der var ikke megen overraskelse at spore, da Bilbao hjemme tog imod ligaens absolutte bundhold Levante. Hjemmeholdet Bilbao havde lige den knivspids ekstra skarphed, der sikrede dem alle tre point. Llorente scorede kampens enlige mål efter 55 minutters spil.
Real Mallorca – Almeria
Almeria, der i sidste weekend hev en fantastisk 2-0-sejr hjem mod Real Madrid, havde ikke fået armene ned efter triumfen. Således blev kampen mod Mallorca en kedelig affære, der endte 0-0. Dermed ligger oprykkerne stadig på en syvendeplads, mens Mallorca må tage til takke med ellevepladsen.
Osasuna – Real Zaragoza
Midterholdet Zaragoza havde ikke meget at byde på, da de mødte bundholdet Osasuna. Osasuna pressede hårdt på for en scoring, imens Zaragoza forsøgte at holde på bolden. Efter 46 minutters spil blev hjemmeholdets pres dog endelig omsat til en scoring. Kampens eneste målscorer blev Jaroslav Plašil.
Espanyol – Recreativo Huelva
Topholdet Espanyol tog hjemme imod bundholdet Recreativo Huelva. Huelva skulle vise sig at være sultne efter de tre kostbare point. Kampen igennem kunne Espanyols mål bedst beskrives som et rent skydetelt. Den tidligere Liverpool-angriber Sinama-Pongolle kom på tavlen efter sytten minutters spil, og små ti minutter seneste sendte han udeholdet på sejrskurs. Hjemmeholdets Ewerthon vågnede dog op til dåd kort før pausen, men udligningen kom aldrig. Dermed kunne Huelva noteres for en 2-1-sejr.
Real Madrid – Valladolid
Denne rundes afklapsning fandt sted i Madrid, da førerholdet Real Madrid lagde græstæppe til opgøret mod oprykkerne Valladolid. Madrilerne var i målhumør i aftenens kamp. Baptista åbnede målballet efter ni minutter. Kongeklubbens søn, Raul, stod for det andet mål i det 31. minut. To minutter senere kom Robben på tavlen. Seks minutter efter blev der begået straffespark mod Baptista. Raul lagde bolden på pletten, hvorefter han overlegent sendte hovedstadsklubben foran 4-0. Fem minutter efter scorede Guti. I anden halvleg ville de hvidblusede “lege” videre. Guti scorede efter 62 minutter, mens hollandske Drenthe scorede sit første mål for Real efter 80 minutters spil. Kampen endte hele 7-0 til førerholdet, der må siges, at svare igen mod sidste weekends fatale 2-0-nederlag til oprykkerne Almeria.
Valencia – Real Betis
Det var ikke blot en engangsforestilling, da Valencia i sidste runde besejrede Valladolid med 2-0. Valencia kunne således bringe sig i front efter 16 minutter, da David Villa leverede kampens første fuldtræffer. Ti minutter senere udbyggede David Jiménez Silva. I det 47. minut kom Betis dog tilbage, da Edu fik reduceret. David Villa kunne dog kort før tid sikre Valencia 3-1-sejren. Til stor glæde for klubben og dens fans.

d. 29/12/2025 22:22 |
Skriv et svar