
Den attende runde af Primera Division bød på et andalusisk lokal-derby, da Sevilla og Real Betis tørnede sammen. Ligaens førerhold skulle forsøge, at få tre vigtige point i topstriden mod Zaragoza, mens FC Barcelona gæstede ferieøen, Mallorca. Ydermere blev Getafe udspillet af oprykkerne Valladolid. Vi bringer dig det komplette overblik over kampenes forløb i denne 18. runde.
Real Mallorca – FC Barcelona
Første halvleg startede målløs på ferieøen, da FC Barcelona gæstede Real Mallorca, men i anden halvleg slog udeholdet til. Efter lidt over en times spil, kunne Rafael Márquez gøre det til 1-0, hvorefter hans holdkammerat, Samuel Eto’o, to minutter inde i overtiden kunne slå Barca-sejren fast. Kampen endte 2-0.
Espanyol – Villarreal
Det kunne ikke ses, at der var dømt topopgør, da Villarreal mødte Barcelona-klubben, Espanyol. Efter blot ni minutter kunne Raul Tamudo sparke hjemmeholdet i front, og kun fem minutter senere kunne Rocha Lopes Valdo udbygge føringen. Ti minutter før pausefløjt, slog Raul Tamudo, sejren fast, da han nettede til 3-0. Villarreal fik ikke et ben til jorden, og dermed ligger Espanyol nu på tredjepladsen, mens “Den Gule Ubåd” ligger på en femteplads. Jon Dahl Tomasson var grundet en skade ikke med i gæsternes trup.
Racing Santander – Athletic Bilbao
Santander repræsenterede topholdet, da bundholdet Athletic Bilbao mødte dem søndag aften. Kampens enlige mål stod hjemmeholdets Mohammed Tchité for i det 44. minut. Dermed bibeholder Racing Santander deres sjetteplads, mens baskerne ligger på en syttendeplads i ligaen.
Real Murcia – Osasuna
Oprykkerne fra Murcia tog hjemme imod Osasuna. Vi skulle helt hen i det 73. minut, før kampens første mål kunne noteres. Dette stod Henok Goitom for. I kampens overtid lukkede Osasunas Gomez Abel kampen, da han fik bolden ind bag sin egen målmand til slutresultatet 2-0.
Recreativo Huelva – Almeria
Oprykkerne fra Almeria var på besøg i Huelva søndag. Den tidligere Liverpool-angriber, Sinama Pongolle, stod for opgøret første mål, da han efter 14 minutters spil bragte hjemmeholdet foran. Udeholdet svarede dog lynhurtigt igen. Jose Mane kunne blot fire minutter efter sikre Almeria det ene point. Kampen endte 1-1.
Valencia – Levante
Valencia har langtfra levet op til fansenes og klubbens sportslige forventninger i denne sæson. Valencia fik søndag besøg af ligaens absolutte bundhold, Levante, der lignede en overkommelig opgave for det tidligere tophold. Derfor var forventninger i højsædet til kampen. Men Valencia skuffede på det skammeligste, da kampen endte 0-0, og dermed smed hjemmeholdet atter tre vigtige point væk. Det skal blive spændende at se, hvordan holdet vil rejse ovenpå endnu en brøler.
Getafe – Valladolid
Madrid-klubben, Getafe, tog hjemme imod oprykkerne fra Valladolid, men Getafe lignede bestemt ikke hjemmeholdet søndag aften. Efter en målløs første halvleg begyndte gæsterne at vise karakter. Angel Manuel Vivar Dorado nettede kort inde i anden halvleg, og tre minutter senere kunne Alvaro Rubio score til 2-0, førend den tidligere Getafe-anfører, Angel Manuel Vivar Dorado, scorede sit andet mål med et kvarter tilbage af opgøret. Kampen endte 3-0. Dermed ligger Getafe og Valladolid henholdsvis på en 12. og 13. plads med 21 point hver.
Deportivo La Coruna – Atletico Madrid
Nedrykningstruede Deportivo La Coruna fik søndag besøg af topholdet Atletico Madrid. Madrid-klubben gjorde sig allerede bemærket efter 40 minutters spil, da Diego Forlan sendte gæsterne i front. Kort inde i anden halvleg kunne guldfuglen Sergio Agüero udbygge føringen, før José Manuel Jurado Marín i det 65. minut slog sejren fast. Atletico vandt 3-0, og bibeholder derved deres fjerdeplads, mens nederlaget betød, at Deportivo beholder deres 19. plads.
Real Madrid – Real Zaragoza
Ligaens førerhold, Real Madrid, skulle søndag forsøge, at bygge videre på deres statistik over ubesejrede kampe, hvilket også lignede en gylden mulighed, da Real var ligaens mest scorende hold, mens Zaragoza stod for den negative statistik, med mange mål mod sig. Det var dog ikke et sprudlende Real-hold, man fik at se. I første halvleg stod Zaragoza for det mest kreative, men målene udeblev. I anden halvleg kom hjemmeholdet så til fadet. Den evige målmaskine, Ruud van Nistelrooy, scorede i det 66. minut, og elleve minutter senere slukkede Robinho Zaragozas håb.
Sevilla – Real Betis
Rundens sidste kamp var et sandt lokal-derby, der stod mellem de andalusiske mandskaber, Sevilla og Real Betis. Det var en hæsblæsende kamp, hvor hjemmeholdet sprudlede. Efter 26 minutters spil sendte Luis Fabiano hjemmeholdet i front på en noget tvivlsom scoring, da det så ud til, at han strejede bolden med hånden. Med få minutter tilbage af første halvleg kunne selvsamme Luis Fabiano score til 2-0. Med en halvtimes spil tilbage kunne stortalentet, Daniel Alves, slå hjemmeholdets sejr fast.
Skriv et svar