
Real Madrid besejrede her til aften FC Zürich i sæsonens første Champions League-gruppespilskamp. Real førte 3-0 ved halvleg, men i anden halvleg fik Zürich scoret to gange. Det endte dog med en ydmygelse af hjemmeholdet på 5-2.
Der var store forventninger til Real Madrid-mandskabet, eftersom holdet har forstærket sig betydeligt under denne sommers transfervindue.
Det var da også gæsterne fra Real Madrid, som kom bedst fra start mod schweiziske FC Zürich. Efter en række muligheder i begge ender, fik udeholdet hul på bylden efter 27 minutter. Cristiano Ronaldo beviste sin gode sparketeknik, da han scorede direkte på frispark og satte bolden oppe i venstre målhjørne.
Allerede kort efter fik holdkammeraten Raul fordoblet føringen, da han modtog bolden fra Gonzalo Higuaín og foran det tomme mål kunne lægge bolden ind i netmaskerne. Herefter satte Real-holdet gearet op, og det resulterede i endnu en scoring i første halvlegs overtid.
Gonzalo Higuaín driblede smart forbi en forsvarer, og lagde bolden ned i venstre målhjørne til 3-0. Kort inde i anden halvleg måtte Xabi Alonso udgå med en skade, mens Gago kom ind i stedet.
I det 63. minut fik hjemmeholdet reduceret ved Xavier Margairaz, da han scorede på et straffespark, som blev begået af Real Madrid-målmanden Iker Casillas. Blot to minutter senere fik værterne scoret deres andet mål i kampen. Silvan Aegerter nåede højest på et hjørnespark og kunne heade kampens andet Zürich-mål ind bag Casillas.
Zürich-spillerne havde nu genfundet optimismen efter en katastrofal første halvleg, og de var af flere omgange tæt på at score.
Med et minut tilbage af den ordinære spilletid kom den portugisiske superstjerne, Cristiano Ronaldo, på måltavlen for anden gang i kampen. Han scorede igen på frispark, men han kunne takke Leoni i Zürich-målet for sin scoring, da keeperen leverede et kæmpe drop, da han forsøgte at bokse bolden væk, men i stedet fik han slået bolden over sig selv og direkte i nettet.
Real Madrid sluttede kampen af med en ydmygelse til hjemmeholdet, da Guti elegant lobbede bolden over Leoni til slutresultatet 5-2 til gæsterne.
Skriv et svar