Den spanske storklub Real Madrid startede godt ud mod Mallorca, men efter 90 minutters spil stod der 3-1 til gæsterne, og dermed blev hjemmeholdet pebet på sommerferie af egne fans.
Lystavlen efter de oprindelige 90 minutter viste 3-1 til gæsterne fra Mallorca, der i sidte runde også overraskede, da man slog de nykårede spanske mestre fra Barcelona.
Kampen begyndte godt for madrilenerne, da Gonzalo Higuaín headede bolden i nettet efter et præcist frispark af hollandske Rafael van der Vaart, men så gik gassen også af ballonen for Madrid.
Blot seks minutter senere udlignede Mallorca, da Juan Arongo scorede efter oplæg af Aritz Aduritz. Og efter pausen krakelerede hele spillet for ‘Los Merengues’, der i flere situationer lod Mallorca få let spil. Det udnyttede Kleber Santana ved at score et spektakulært mål, da han tog en solotur fra midten af banen og snød fire mand, inden han lobbede bolden over Iker Casillas og ind i målhjørnet til 2-1.
Alhassane Keita ville også på måltavlen, hvilket han også kom da han i et eksplosivt øjeblik passerede forbi Madrids defensive folk og hamrede bolden op i nettaget bagved Casillas.
3-1 blev slutfacit i en kamp, der på papiret var betydningsløs, men Santiago Bernabéus tilskuere kvitterede med en pibekoncert af dimensioner. Næste runde skal Real Madrid imod nedrykningstruede Osasuna, der ligger på en 18. plads.
Spillet i bunden af Primera División er stadig åbent, da ligaens nederste mandskab, Recreativo Huelva, har to point til ligaens 19. plads Numancia, der tager imod Sevilla på hjemmebane. Førnævnte Osasuna ligger á point med Sportin Gijón, der tager imod Recreativo Huelva.

d. 16/03/2026 23:37 |
Skriv et svar