
Glasgow Rangers vandt The Double i Skotland i sidste sæson, men var også ude i økonomisk stormvejr. De problemer er endnu ikke løst, så derfor har manager Walter Smith sat samtlige spillere til salg.
At professionel fodbold er drevet af økonomi såvel som sportslige interesser er blevet særdeles tydeligt hos de forsvarende vindere af The Double i Skotland, Glasgow Rangers.
Ved at vinde det skotske mesterskab, der medfører deltagelse i Champions League, har klubben fået en økonomisk indsprøjtning på ca. 130 mio. kroner. Men det økonomiske kaos, der herskede i klubben i januar måned, er ikke overstået.
Det har betydet, at manager Walter Smith har sat samtlige spillere til salg. I praksis betyder det, at klubben vil overveje de tilbud, der måtte komme på klubbens spillere.
Walter Smith siger til den skotske avis, Sunday Mail:
”Det, der foregik i januar, er ikke overstået. Det er ikke så alvorligt, som det var i januar, men de økonomiske problemer, som de fleste klubber er ude i, er også fortsat i Rangers. Der kan bydes på alle spillere. Vi fortalte dem, at omstændighederne betød, at vi var nødt til at sælge en spiller, og vi er stadig i den situation.”
Desuden har Walter Smith ikke planer om at hente større navne til klubben, men mener, at truppen er stærk nok til alligevel at klare sig fornuftigt.
Skriv et svar