Randers har forstærket sig yderligere med den 22-årige armenske forsvarsspiller Robert Arzumanyan, som kommer fra Armeniens mesterhold, FC Pyunik.
SAS Liga-klubben Randers kunne i dag præsentere deres anden forstærkning i dette transfervindue. Klubben hentede tidligere danske Søren Berg og nu er den anden mand på plads, nemlig armenske Robert Arzumanyan. Den 22-årige centrale forsvarsspiller kommer fra mesterholdet i Armenien, FC Pyunik.
”Efter hvad vi har set med egne øjne, bliver han et stort aktiv for Randers FC. Han vil tilføre den nødvendige konkurrence om pladserne i midterforsvaret. Jeg tror, at han bliver en meget vigtig spiller for Randers FC, oven i købet med international erfaring. Med købet af ham og Søren Berg har vi vist, at Randers FC bevæger sig i den rigtige retning,” siger cheftræner Colin Todd til klubbens hjemmeside.
Robert Arzumanyan har skrevet under på en etårig kontrakt med Randers. Den 22-årige spiller, som Brøndby også har vist interesse for, har optrådt 24 gange for det armenske landshold.

d. 19/02/2026 23:55 |
Skriv et svar