SAS Liga-klubben Randers FC henter Danni König, der senest har spillet i Brønshøj. König kommer på en kontrakt af et års varighed.
Sidste sommer forsøgte angriberen Danni König at tilspille sig en kontrakt med Vejle BK, men handelen gik i vasken. Nu får 22-årige König muligheden for at få drømmen opfyldt om et SAS Liga-ophold, da han har skrevet kontrakt med Randers.
“Danni er en spiller, der stadig er i begyndelsen af karrieren. Via hans mange scoringer for Brønshøj har han vist, at han har målinstinktet. Han er endnu ung og derfor er der masser af udviklingsmuligheder i ham. Danni er en interessant angriber, der er hurtig og meget dygtig i boksen og en god afslutter, så han passer godt på den profil, vi er ude efter,” siger John “Faxe” Jensen til klubbens hjemmeside.
Danni König har i denne sæson scoret 16 mål for Brønshøj, der spiller i 2. division Øst, hvor han i skrivende stund er på tredjepladsen på topscorerlisten. Angriberen kommer til kronjyderne på en etårig kontrakt.
Skriv et svar