DR Sportens fodboldekspert, Birger Peitersen, mener ikke, at Christian Poulsen er i betragtning til prisen som Årets Spiller, efter den udvisning han fik i kampen mod Sverige.
Ifølge Birger Peitersen, der er fodboldekspert på DR Sporten, burde den danske landsholdsspiller, Christian Poulsen, ikke være nomineret til titlen som Årets Spiller.
Det er Poulsens udvisning i kampen mod Sverige, hvor han slog en svensk spiller i maven, der efter Peitersens mening burde udelukke ham fra denne afstemning.
”Der burde man egentlig sige, at han skal slet ikke i betragtning til den her gode pris. For det er da klart, at det har givet en plet på hans cv. Og det gør også, at jeg slet ikke synes, at man skal stemme om, han skal være med i det der.”
Denne holdning er divisionsforeningen dog ikke enig i. Det er dem, der sammen med udlands-professionelle, har peget på Poulsen som en af de fem nominerede.
”Spillerne har jo vurderet en hel sæson, og de har altså vurderet, at Christian er værdig til at være nomineret. Det er jeg helt sikker på, at de kan vurdere og overskue,” sagde direktør i Spillerforeningen, Mads Øland, til DR Sporten.

d. 01/06/2026 22:57 |
Skriv et svar