Наши партнеры

Menu



Optakt: Vejle – Randers FC

Dansk fodbold

Vejle tager mandag aften imod Randers i Nørreskoven, i hvad der på forhånd er udset til at være en forholdsvis lige kamp, dog med Randers som svage favoritter. Vejle overraskede i sidste uge ude mod AGF med at få uafgjort, mens Randers fik en afklapsning på 3-0 hjemme mod FCK.

Holdet fra trekantsområdet har lagt fornuftigt ud i forårssæsonen, hvor de lagde ud med at spille 1-1 mod FC Nordsjælland og i sidste weekend også spillede 1-1 mod AGF på NRGi Park. De resultater passer Vejles træner Ove Christensen godt, men han mener også, der skal sejre til, før det flytter noget for Vejle.

”Jeg vurderer vores start til at være godkendt spillemæssigt, og resultatmæssigt har vi holdt os i live i nedrykningskampen, men det er klart, at vi skal have en sejr, for at det rigtig flytter noget. Vi kunne have stået med seks eller nul point, som de to kampe udviklede sig. Det er blevet til to point, og det gør, at vi virkelig har brug for en sejr,” fortæller han til klubbens hjemmeside.

Randers lagde imponerende ud i foråret, hvor de slog AGF på udebane med 2-1. I store dele af kampen dominerede de og viste lovende takter. De lovende takter fortsatte også mod FCK på hjemmebane, men der var kronjyderne ikke effektive foran mål, og derfor endte det hele med et 3-0-nederlag. John ”Faxe” Jensen synes de hidtil spillede kampe har været ok, og tager de positive ting med til kampen mod Vejle.

”Vi skal tage de gode ting fra AGF- og FCK-kampene med mod Vejle, specielt første halvleg mod København og store dele af kampen mod AGF. Men samtidig skal vi også lære af de fejl, som har kostet mål. Vi skal have de personlige fejl minimeret, og så skal vi score på chancerne, vi har ganske enkelt ikke lavet nok mål i forhold til antal chance,” lyder fra ”Faxe” til Randers’ hjemmeside.

Til kampen i aften mangler Vejle Martin Borre og karantæneramte Allan Gaarde, mens udeholdet ikke mangler nogen spillere, men de har derimod Kenneth Møller Pedersen tvivlsom, og Randers har derfor udtaget en 19-mandstrup, hvor en vil blive sorteret fra.

Forventede startopstillinger:

Vejle:

Nielsen

Olesen – Zivkovic – Kielstrup – Pedersen

Djeziri – Priske – Würtz – Nielsen

Collins

Salou

Randers:

Ellegaard

Pedersen – Ahmed – Cruz – Frederiksen

Sane – Møller Pedersen

Berg – Grahn – Fredgaard

Nygaard

TotalBold.dk’s bud på kampen:

Kampen vil blive meget tæt og da begge hold har vist fornuftige takter i de første to kampe i SAS Ligaen i foråret, tror vi, at kampen ender 1-1.

Skrevet af Patrick Andersen.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu