Наши партнеры

Menu



Optakt: Tottenham Hotspur – Chelsea FC

Engelsk fodbold

Onsdag aften er der London-derby på programmet, når Tottenham tager imod mesterskabskandidaterne fra Chelsea. The Blues er nærmest tvunget til at vinde kampen, hvis de skal hænge på i mesterskabskampen, mens Tottenham ikke har meget at spille for i Premier League.

I Premier League er det langt fra gået sådan, som Tottenham havde håbet på inden sæsonen. De besidder en kedelig 11. plads og er dermed langt fra de europæiske placeringer, som var målet inden sæsonen. Karakteristisk for Spurs i denne sæson har været, at de den ene kamp har leveret en rigtig flot præstation, men alt for ofte har de også leveret på et alt for lavt niveau bare kampen efter. Denne svingning i præstationerne har altså givet dem den placering de har i øjeblikket, og de har dermed ikke meget tilbage at kæmpe for.

Chelsea derimod har alt at kæmpe for. De lever fortsat i mesterskabskampen, hvor de på tredjepladsen i øjeblikket har tre point op til Manchester United og Arsenal på ligaens første- og andenplads. Arsenal har dog spillet en kamp mere end både United og Chelsea, som dermed kan komme op på siden af Arsenal, hvis de formår at vinde kampen mod Tottenham.

Kigger man på statistikken er Chelsea favoritter til at snuppe sejren, og den har de i særdeleshed også brug for. Et nederlag kan i sidste ende komme til at koste dem mesterskabet. Vi er på det tidspunkt af sæsonen, hvor en enkelt pointtab kan betyde alt. Tottenham derimod kan nærmest spille frit, da de ikke kan nå mere i denne sæson.

Den senere tids resultater gør også Avram Grants tropper til favoritter, og det gør bare presset på The Blues større, end det er i forvejen. Holdet har dog op til flere gange vist, at de kan præstere under pres, og det skal de nu bevise igen.

De seneste ti opgør mellem de to klubber har givet bare én Tottenham-sejr, seks Chelsea-sejre og tre uafgjorte resultater. Det seneste opgør mellem de to London-klubber var Carling Cup-finalen tidligere i år. Her var stillingen efter den ordinære spilletid 1-1, men i ekstratiden var Tottenham skarpest og vandt kampen 2-1. Det pyntede lidt på en ellers skuffende sæson for Spurs, mens Chelsea ikke har vundet noget i denne sæson endnu. De har dog stadig muligheden for at vinde Premier League og Champions League. Det er dog ikke nogen lette opgaver.

Udover at det er en meget vigtig kamp for Chelsea i kampen om mesterskabet, er det også en speciel kamp. Det er som tidligere nævnt to klubber fra London, der mødes, og disse opgør mellem to London-klubben er meget sjældent kedelige at følge.

Kampen, der spilles på White Hart Lane, fløjtes i gang kl. 21:00 onsdag aften.

Forventede startopstillinger:

Tottenham: Robinson – Hutton, Woodgate, Dawson, Chimbonda – Lennon, Jenas, Zokora, Malbranque – Berbatov, Keane.

Chelsea: Cudicini – Ferreira, Carvalho, Terry, A. Cole – Essien, Mikel, Lampard – J. Cole, Kalou, Drogba.

TotalBold.dk’s bud på kampen: Vi tror, at vi kan forvente os en meget intens kamp, hvor der vil blive fightet for alle bolde. Chelsea er sultne efter revanche efter nederlaget i Carling Cup-finalen og i jagten efter at vinde det engelske mesterskab tilbage. The Blues er nærmest pressede til at vinde, men vi tror, at de overvinder presset og henter en smal 2-1-sejr over Tottenham.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu