Наши партнеры

Menu



Optakt: SønderjyskE – FC Nordsjælland

Dansk fodbold

Søndag eftermiddag tager SønderjyskE imod FC Nordsjælland. Det er i skrivende stund SAS Ligaens nummer ni og fem, der tørner sammen på Haderslev Fodboldstadion.

SønderjyskE har blot hentet en enkelt sejr i deres fem første kampe i denne sæsons udgave af SAS Ligaen. Den sejr fandt sted i allerførste spillerunde og siden har holdet tabt til OB, FC København og AaB, mens man har hentet et enkelt point mod Esbjerg. Disse resultater har medført, at SønderjyskE er placeret på niendepladsen i ligaen i skrivende stund.

Assistenttræner i SønderjyskE, Ole Schwennesen, fortæller til klubbens hjemmeside, hvad klubben skal gøre for at besejre FC Nordsjælland søndag eftermiddag.

”Deres flotte spil skal ødelægges. Men typisk er FCN et hold, der giver flere chancer væk end fx FCK og Aab. Så vi skal nok få vores muligheder, og her skal vi så være skarpe,” siger Schwennesen og fortsætter:

”Vi vil sidde tæt og være aggressive fra start. Så skal vi byde ind med lidt mere offensivt. Ken Ilsø spiller sin tredje kamp i træk, så mon ikke han vil være i topform.”

FC Nordsjælland har tabt en enkelt kamp indtil videre i denne sæson, mens det er blevet til to sejre og to uafgjorte. Det betyder, at de er placeret som nummer fem. Efter en flot åbning på sæsonen, hvor man hentede en sejr over de forsvarende mestre FC København, har nordsjællænderne siden spillet uafgjort med Randers FC og HB Køge, mens det blev til tre sikre point, da holdet mødte Silkeborg IF.

I midtugen spillede FCN deres femte kamp i sæsonen. Denne var blevet udsat på grund af Jonathan Richters uheld og stod mod AaB. Kampen så længe ud til at skulle ende med en pointdeling, men fire minutter før tid sikrede Andreas Johansson AaB en 1-0-sejr.

FC Nordsjælland-spilleren Morten Karlsen er sikker på, at holdet nok skal rejse sig søndag.

”Vi vil abstrahere fra skuffelserne til sidst og i stedet holde fokus på alt det gode, der har været i alle kampene. Der er så meget positivt, vi kan tage med os til søndagens kamp mod SønderjyskE, og jeg er sikker på, at vi nok skal rejse os igen i Haderslev,” siger Morten Karlsen til klubbens hjemmeside.

”Både SønderjyskE og vi var gennem en overlevelseskamp i foråret, og når man klarer det, bliver man stærkere. Det tror jeg også, at begge hold er i denne sæson. Vi er i hvert fald mentalt stærkere og ved mere om, hvad der skal til, så jeg tror på, at vi kan gentage 3-1 sejren fra sidst, vi var i Haderslev, slutter Morten Karlsen.

FC Nordsjællands cheftræner, Morten Wieghorst mener, at blandt andet taktisk disciplin bliver vigtigt, hvis holdet skal besejre SønderjyskE.

”SønderjyskE er et hold, som gav os problemer i sidste sæson, og som er svære at score imod, fordi de altid gør det meget svært for modstanderne. Derfor må vi vinde med de midler, der skal til, som vi gjorde det i 3-1 sejren i sidste sæson i Haderslev. Det handler i store træk om taktisk disciplin og om at være velovervejede i alle spillets faser,” siger Wieghorst til Nordsjællands hjemmeside og fortsætter:

”Vores tro på egne evner er intakt, og vi skal holde fast i de ting vi har gjort godt i de foregående kampe, selv om vi naturligvis skal have sat en stopper for de sene scoringer fra modstanderne. Og det kan vi jo passende få gjort mod SønderjyskE.”

Hos SønderjyskE er Michael Larsen og Henrik Bødker nu de eneste på skadeslisten, da midtbanespilleren Michael Stryger vender tilbage i truppen efter en skade. Derudover er Andrei Sidorenkov og Jesper Jensen nye i SønderjyskE-truppen i forhold til seneste kamp mod AaB.

Til forskel fra truppen mod AaB er Andreas Granskov og Issey Farran ikke med i FCN-truppen. Til gengæld er der blevet plads til Daniel Jørgensen. Simon Richter er ude med en knæskade, mens også Daniel Jensen og Mads Thomsen er ukampdygtige.

Forventede startopstillinger:

SønderjyskE:

David Ousted

Anders Egholm – Andres Østli – Sölvi Ottesen – Michael Stryger

Morten Bertolt – Rasmus Hansen – Johnny Thomsen – Jesper Kjærulff

Kenneth Fabricius – Ken Ilsø

FC Nordsjælland:

Nenad Novakovic

Henrik Kildentoft – Benjamin Kibebe – Michael Parkhurst – Dennis Cagara

Patrice Bernier – Nicolai Stokholm – Søren Christensen

Stephan Petersen – Rawez Lawan – Bajram Fetai

TotalBold.dk’s bud på kampen:

Pointmæssigt har FC Nordsjælland fået den bedste start på sæsonen af de to klubber, og har i flere af de kampe, hvor det ikke en blevet til fuldt pointudbytte været tæt på at tage point. Nordsjællændernes offensiv er blevet rost for flot spil og disse takter skal holdet forsøge at tage med til søndagens kamp.

SønderjyskE har fået en lidt dårligere start på sæsonen og har i de første fem kampe kun hentet fire point. Vi tror ikke, at SønderjyskE står med flere point på kontoen efter sjette spillerunde. Vores bud på kampen er en sejr på 2-1 til gæsterne fra Nordsjælland.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu