SAS Ligaens nummer fire, Brøndby IF, gæster søndag eftermiddag Silkeborg, der indtager syvendepladsen i ligaen. Silkeborg har tidligere i sæsonen taget point fra de større hold, og skal nu forsøge at gøre det igen mod Brøndby.
Oprykkerne fra Silkeborg har fået en udmærket start på SAS Liga-sæsonen, hvor man bl.a. har besejret FC Midtjylland 4-0, spillet 1-1 med FC København i Parken og besejret både OB og AaB med henholdsvis 3-1 og 1-0. Det er dog også blevet til to nederlag til Silkeborg, der er placeret på syvendepladsen i SAS Ligaen inden søndag, hvor man møder Brøndby IF.
Brøndby fik ikke den bedste start på sæsonen, men på det seneste er det begyndt at se bedre ud for holdet fra vestegnen. Efter 1-1 i Parken mod FCK den 30. august er det blevet til sejr over AGF og senest SønderjyskE i sidste spillerunde.
Begge klubber var i midtugen i kamp i pokalturneringen og begge mandskaber er klar til næste runde. Silkeborg kom bagud mod Fynsserieholdet Marstal/Rise, men fik vendt det truende nederlag til en sejr på 3-1.
Brøndby var en tur i Jylland, hvor Blokhus FC tog imod Kent Nielsens tropper. De blå-gule stillede op med flere af de spillere, der hidtil ikke har fået så meget spilletid i SAS Ligaen, og hentede en sejr på 2-0. Martin Bernburg, der blev hentet i sommerens transfervindue, scorede sit første mål for klubben, da han gjorde det til 2-0 – inden da havde Alexander Farnerud scoret til 1-0.
Silkeborgs cheftræner Troels Bech ser frem til søndagens kamp, som han ser som en spændende udfordring.
”Brøndby IF på Silkeborg Stadion – det er jo sådanne kampe, man ikke kan andet end glæde sig til. Det bliver en spændende udfordring mod et af landets allerbedste fodboldhold, men vi går til opgaven med det mod og den optimisme, som vi har oparbejdet og fremvist i kampene hidtil. Der er ingen garanti for, at vi kan fortsætte med at drille de hold, der på papiret ser stærkere ud end vores – men vi kan godt garantere, at vi vil gøre et helhjertet forsøg på det,” siger Bech til klubbens hjemmeside.
I Brøndby-lejren ser man også frem til opgøret. Træner Kent Nielsen tror, at Silkeborg kommer til at satse på omstillinger og standardsituationer.
”Selv herovre på Vestegnen kan vi jo godt se, at SIF klarer sig specielt godt mod de store hold. Vi kommer formentlig til at have bolden meget i Silkeborg, og det tror jeg bestemt ikke, at SIF vil være utilfredse med. De vil ikke være bange for at overlade initiativet til os med tiltro til egne defensive kvaliteter, som vi også så i for eksempel Aalborg i sidste weekend. Og så vil Silkeborg nok satse på omstillinger og standardsituationer – så der er flere ting, der skal lykkes for os, hvis vi skal have sejren,” siger Kent Nielsen til Silkeborgs hjemmeside.
Silkeborg må til kampen se bort fra Simon Jakobsen, Thomas Nørgaard og Thomas Bælum.
Hos Brøndby kommer Michael Krohn-Dehli og Mikkel Bischoff ikke i kamp, da de begge pådrog sig skader i sidste weekends kamp mod SønderjyskE. Derudover er Jon Jönsson fortsat ude med en knæskade. Til gengæld er både Thomas Rasmussen og Max von Schlebrügge tilbage i Brøndby-truppen efter at have stået over i midtugens pokalkamp.
Forventede startopstillinger:
Silkeborg IF:
Dennis Flinta – Jim Larsen – Steven Lustü – Henrik Pedersen
Peter Degn – Frank Hansen – Martin Ørnskov – Simon Azoulay Pedersen
Jesper Bech – Rajko Lekic
Brøndby IF:
Mikael Nilsson – Anders Randrup – Max von Schlebrügge – Thomas Rasmussen
Alexander Farnerud – Stefan Gislason – Samuel Holmén – Mike Jensen
Martin Bernburg – Morten Duncan Rasmussen
TotalBold.dk’s bud på kampen:
Silkeborg har vist, at de kan gøre det godt mod de store, og søndag eftermiddag får holdet en ny chance, når Brøndby kommer på besøg. De blå-gule var ikke imponerende i midtugens kamp i pokalturneringen mod Blokhus, men stillede også op uden nogle af de normale startere.
I midterforsvaret kommer Brøndby til at undvære Mikkel Bischoff, men det har holdet prøvet før. Vi tror derfor, at Kent Nielsens mandskab besejrer Silkeborg, men det bliver ikke nemt. 2-1 til Brøndby er vores bud på opgøret.
Skriv et svar