Vi har kigget nærmere på 6. runde af Serie A. Ugens store kamp spilles i aften mellem Roma og Inter, men runden byder også på to interessante derbys, et fra Torino og et fra Toscana. Læs om de kampe og mange flere i vores rundeoptakt.
Roma – Inter (Spilles d. 29-09-2007 kl. 18.00)
Klik her for at læse vores dybdegående optakt til kampen.
Livorno – Fiorentina (Spilles d. 29-09-2007 kl. 20.30)
Lørdagens sene kamp er et Toscana-derby mellem Livorno og Fiorentina. Livorno har startet skidt, og deres træner kan snart blive fyret, hvis der ikke kommer resultater på bordet. Fiorentina har derimod spillet flot, senest i onsdagens kamp, hvor de fik 2-2 mod topholdet Roma. Holdet har en karantæne, og stjernen Mutu bliver sparet, men alligevel bør de hente en sikker sejr.
Empoli – Palermo (Spilles d. 30-09-2007 kl. 15.00)
Det er to hold, der har fået diametrale sæsonstarter der mødes på Stadio Castellani. Empoli ligger under al forventning under nedrykningsstregen, mens Palermo ligger på en flot 5. plads efter sidste uges sejr over Milan. Empoli skal til at vinde nogle kampe, hvis de vil undgå at kæmpe om nedrykning, men Palermo er favoritter til kampen. Som ofte før ser Miccoli og Amauri bare for stærke ud.
Napoli – Genoa (Spilles d. 30-09-2007 kl. 15.00)
Det er både to tidligere kæmper, men også to oprykkere der mødes på Stadio San Paolo, der i øvrigt er tomt pga. tilskuerkarantæne hos Napoli. Napolis spil på banen har dog været rigtig godt, og inden kampen ligger holdet på en flot 4. plads, samtidig med at målet har været holdt rent i de sidste fire kampe. Genoa havde nogle besværlige kampe i starten, men slog Udinese i sidste runde. Det er dog Napoli, der går ind til kampen med en klar favoritværdighed.
Milan – Catania (Spilles d. 30-09-2007 kl. 15.00)
Milan har skuffet stort med kun seks point i de fem første kampe, og de er allerede ved at være ude af mesterskabskampen. Derfor er en sejr over Catania i dag strengt nødvendig, hvis CL-mestrene vil være med i toppen. Catania har samlet blot et point mindre end Milan, men holdet skal nok ikke regne med at få noget med hjem fra Milano.
Reggina – Lazio (Spilles d. 30-09-2007 kl. 15.00)
Det bliver en kamp mellem to hold, der har haft en elendig sæsonstart, og de ligger da også hhv. nr. 20 og 10. Lazio er dog så småt begyndt at komme op i gear, senest da Rocchi var en vigtig faktor, da Lazio slog Cagliari. Mindre lyst ser det dog ud i Reggina, der nok skal være mere end glade for at få et point i denne kamp.
Udinese – Parma (Spilles d. 30-09-2007 kl. 15.00)
Udinese har set godt ud fra sæsonstarten, og ligger da også nr. 8 inden denne kamp på trods af et 5-0 nederlag hjemme mod Napoli. Parma har kæmpet sig op på en 11. plads inden denne runde, men Udinese, og især Di Natale, bliver nok en for svær nød at knække for Parma.
Sampdoria – Atalanta (Spilles d. 30-09-2007 kl. 15.00)
De to hold har nærmest startet omvendt ud. Sampdoria ligger på en usikker 13. plads, mens Atalanta ligger på en delt 6. plads. I sidste runde tabte Sampdoria 3-0 til Inter, men også Atalanta skal revanchere sig efter 1-1-kampen mod Siena. Vi tror dog, at Sampdoria kan overraske og tage de tre point.
Cagliari – Siena (Spilles d. 30-09-2007 kl. 15.00)
Selvom Cagliari og Siena begge ligger over nedrykningsstregen er det uden tvivl en kamp mellem to nedrykningskandidater. Begge hold har nok spillet lidt over forventning i starten af sæsonen, men vil stadig få problemer med at ende over stregen i maj måned. En meget lige og uforudsigelig kamp kan forventes på Stadio Sant’Elia
Torino – Juventus (Spilles d. 30-09-2007 kl. 20.30)
Ugens anden store kamp står mellem Torino og Juventus, også kendt som Torino-derbyet. Torino har startet skidt, men håber stadig på deres første sejr i sæsonen i denne kamp. Juventus derimod har imponeret, senest med en 4-0 afklapsning til Reggina. Det er over ti år siden Torino sidst vandt derbyet, og det er da også svært at se hvordan de skal kunne hamle op med Juves offensiv, selvom Iaquinta mangler.
Skriv et svar