Наши партнеры

Menu



Optakt: Serie A 15. Runde

Italiensk fodbold

Femtende runde i Serie A byder på bundbrag i Empoli. En overkommelig opgave for ligaens førerhold, Inter, når de møder ligaens indehavere af 12. pladsen, Torino, samt en ligeledes overkommelig prøvelse til mesterskabsforfølgerne, AS Roma, når de tørner sammen mod Livorno. Vi bringer dig hele overblikket over denne 15. runde.

Lazio – Catania (Spilles lørdag d. 8-12-2007 kl. 18:00)

Lazio tager imod bundholdet Catania i rundens første opgør. Lazio skal forsøge at rejse sig ovenpå deres seneste 3-0-nederlag til førerholdet Inter, mens Catania kommer optimistisk til Rom med en 3-1-sejr over Palermo i bagagen. Ved holdenes seneste møde sejrede Lazio 3-1 på hjemmebane.

Palermo – Fiorentina (Spilles lørdag d. 8-12-2007 kl. 20:30)

Sidste sæsons tophold, Palermo, tager lørdag aften imod denne sæsons tophold Fiorentina. Palermo indtager pt. en elleveplads, mens Fiorentina har hentet 24 point i fjorten opgør, hvilket placerer dem på en femteplads. Det sidste opgør mellem de to endte 1-1 i Palermo.

Genoa – Siena (Spilles søndag d. 9-12-2007 kl. 15:00)

Siena gæster oprykkerne fra Genoa søndag. Genoa er startet godt i Serie A, og har allerede skrabet 15 point sammen, hvilket giver dem en placering på 14. pladsen. Værre ser det ud for Siena, der ligger en plads over nedrykningsstregen. Begge hold fik 1-1 i deres seneste opgør mod henholdsvis Torino og Lazio. Indbyrdes klarede Siena sig bedst, da de for fire sæsoner siden tørnede sammen i Serie B.

Inter – Torino (Spilles søndag d. 9-12-2007 kl. 15:00)

Førerholdet Inter skal forsøge at bibeholde den store morale, som spillerne har efter at være ubesejret i deres første 14 ligakampe. Torino, der indtager en 12. plads skal forsøge, at ødelægge denne imponerende statistik. Der er dog ikke megen optimisme at spore hos Torino, hvis man tager et kig på deres seneste møde mod førerholdet, der endte med et slående 3-0-nederlag.

Udinese – Sampdoria (Spilles søndag d. 9-12-2007 kl. 15:00)

Udinese har imponeret meget i denne sæson. Sidste års 10’ere ligger i øjeblikket på en flot fjerdeplads, hvor det kun er blevet til to nederlag i 14 kampe. Sampdoria er også godt med. De ligger pt. på en syvendeplads, hvilket er en forbedring for sidste sæsons niendeplads. Deres seneste møde endte med en smal 1-0-sejr til Udinese.

Livorno – AS Roma (Spilles søndag d. 9-12-2007 kl. 15:00)

Topholdet Roma besøger søndag bundholdet Livorno. Danskerklubben Livorno kom skidt fra start i denne sæson, men har støt og roligt arbejdet sig tilbage på sporet. Holdet er nu ubesejret i deres seneste fem opgør og ligger på en 16. plads. Romerne har kun lidt et nederlag i denne sæson, og er ubesejret i deres seneste otte kampe. Sidst holdene tørnede sammen endte kampen 1-1.

Reggina – AC Milan (Udsat)

Kampen er udsat, grundet AC Milans deltagelse i VM for klubhold.

Juventus – Atalanta (Spilles søndag d. 9-12-2007 kl. 15:00)

Topholdet Juventus får besøg af Atalanta søndag. Oprykkerne Juventus har blot tabt to kampe i denne sæson, hvilket placerer dem på en tredjeplads. Holdet er ubesejret i deres seneste fem kampe. Gæsterne Atalanta ligger i øjeblikket på en sjetteplads, hvilket er en større præstation end sidste sæson, hvor det blev til en ottendeplads Atalanta har ligesom Juve også kun tabt to opgør, men til gengæld har de spillet seks kampe uafgjorte. Deres seneste indbyrdes opgør endte 2-1 til Juventus, da tilbage i 2005 mødte Atalanta.

Empoli – Cagliari (Spilles søndag d. 9-12-2007 kl. 15:00)

Ligaens i øjeblikket dårligste hold, Empoli, møder det tredje dårligste hold, Cagliari, dermed venter dig et bundbrag søndag eftermiddag. Empoli har skuffet i denne sæson. De indtager i øjeblikket en 20. plads, og har ikke vundet deres seneste seks kampe. Cagliari ligger ligeledes under nedrykningsstregen med ti point efter 14 kampe. De har ikke vundet deres seneste otte opgør, hvorfor en sejr vil gøre underværker. Deres seneste møde endte 0-0.

Napoli – Parma (Spilles søndag d. 9-12-2007 kl. 20:30)

Oprykkerne Napoli tager imod Parma i rundens sidste opgør. Napoli har fået en fantastisk start i Serie A. Holdet er støt og roligt kravlet op i tabellen, og ligger i øjeblikket på en 9. plads med 18 point på kontoen. Modstanderne fra Parma har ikke spillet overbevisende i deres første 14 kampe. Holdet har kun hevet tre sejre hjem, hvilket placerer dem på en 13. plads – en plads dårligere end i sidste sæson. Sidst Napoli og Parma mødtes i Serie A tilbage i 2001, endte opgøret 4-0 til Parma.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu