Наши партнеры

Menu



Optakt: Serie A 13. Runde

Italiensk fodbold

Efter skandalen i sidste spillerunde, hvor flere opgør måtte aflyses på grund af fare for tilskueruroligheder, skal alle hold i aktion i denne trettende runde. Runden byder på flere spændende opgør. Juventus tager imod Palermo, mens AC Milan skal forsøge at besejre Cagliari på udebane. Vi bringer her en optakt til denne trettende runde.

Genoa – Roma (Spilles lørdag d. 24-11-2007 kl. 18:00)

I rundens første opgør mødes ligaens nummer 12 og fire. I de sidste fem kampe er det ikke lykkes for Genoa at hente en sejr. Det er blevet til nederlag til topholdene Juventus og Inter, mens de senest tabte 2-0 til Reggina. Roma derimod har i deres sidste fem kampe ikke tabt. Det betyder, at de til opgøret er klare favoritter, selvom hjemmeholdet ikke må undervurderes.

Inter – Atalanta (Spilles lørdag d. 24-11-2007 kl. 20:30)

Inter topper den italienske Serie A, og har efter 11 kampe ikke tabt endnu. Det er blevet til syv sejre for Inter, der ikke kom i aktion i sidste runde, da deres kamp mod Lazio blev aflyst, idet en Lazio-fan blev skudt inden opgøret. Sidst Inter var i aktion mødte de Juventus, i en kamp, der endte uafgjort. Atalanta er nummer seks i ligaen, hvilket de godt kan være tilfredse med. I kampen mod Inter kommer de på en svær opgave, men intet i fodbold er givet på forhånd.

Lazio – Parma (Spilles søndag d. 25-11-2007 kl. 15:00)

Lazio var ligesom Inter ikke i aktion i sidste spillerunde, men møder i denne Parma. Holdet har ikke imponeret i dette efterår, hvor de blot har hentet to sejre. Det giver dem en skuffende 15. plads, hvilket er langt under forventningerne. Parma har heller ikke været skræmmende i de første 12 kampe, og de er placeret lige over Lazio. De to hold er ikke langt fra nedrykningsstregen, hvilket betyder, at begge hold har brug for de tre point, for at lægge afstand til bunden.

Udinese – Siena (Spilles søndag d. 25-11-2007 kl. 15:00)

Udinese er startet godt i denne sæson, hvor de via imponerende præstationer har indtaget 5. pladsen. Dette blot tre point efter førerholdet Inter, der dog har spillet en kamp færre. Siena derimod finder vi nede på 16. pladsen, kun over nedrykningsstregen, da de har en bedre målscorer end Reggina, Livorno og Empoli. Holdet er blandt de fem hold i Serie A, der blot har hentet ni point indtil videre. Derfor ligner det en hjemmebanesejr i dette opgør.

Reggina – Fiorentina (Spilles søndag d. 25-11-2007 kl. 15:00)

Reggina ligger i øjeblikket til nedrykning. De har indtil videre blot hentet en enkelt sejr, og har kun ni point på kontoen. Gæsterne fra Fiorentina er derimod med helt fremme. Blot et enkelt nederlag har de måtte indkassere, og de giver dem andenpladsen i ligaen. Fiorentina råder over de to danske landsholdspillere, Martin Jørgensen og Per Krøldrup, der begge var med i Danmarks trup i landsholdspausen. På papiret burde Fiorentina hente en sejr i dette opgør, hvilket vil gøre, at de holder deres plads i toppen af ligaen.

Cagliari – AC Milan (Spilles søndag d. 25-11-2007 kl. 15:00)

Cagliari er blandt de hold, der blot har ni point på kontoen. Modsat de andre hold har Cagliari dog blot spillet 11 kampe, mod de andre holds 12 kampe. Udeholdet AC Milan har langt fra levet op til forventningerne i denne sæson. Holdet må tage til takke med en skuffende 11. plads efter deres første 11 kampe, og det er langt fra toppen. Der skal til at ske noget, hvis Milan vil være med i mesterskabskampen, men de svingende præstationer har gjort, at det i øjeblikket er svært at tro på.

Empoli – Torino (Spilles søndag d. 25-11-2007 kl. 15:00)

Empoli er sidst i Serie A, men har ligeså mange point som ligaens nummer 16, Siena. En sejr vil kunne bringe holdet over nedrykningsstregen, men det bliver ikke nogen let opgave. Torino er nummer 13 i tabellen, og kan med tre point spille sig yderligere væk fra nedrykningsstregen. Empoli har fordel af hjemmebane i opgøret, men det er spørgsmålet om det er nok, når Torino kommer på visit søndag eftermiddag.

Livorno – Sampdoria (Spilles søndag d. 25-11-2007 kl. 15:00)

Livorno har ligesom fire andre klubber blot hentet ni point i de første 12 kampe, de har spillet. De er placeret på 19. pladsen, hvorfor en sejr er hårdt tiltrængt. Sampdoria er at finde længere oppe i tabellen, hvor de er uden for nedrykningsfare. Tre point vil bringe Sampdoria tættere på de bedste hold, mens et nederlag kan betyde, at de rykker et par placeringer ned. De vil dog på trods af Livornos fordel af hjemmebane være favoritter til at hente alle tre point.

Napoli – Catania (Spilles søndag d. 25-11-2007 kl. 15:00)

Napoli rykkede op i Serie A i sidste sæson, og har gjort det overraskende godt. I øjeblikket er de indehavere af 9. pladsen, hvilket bestemt er en godkendt indsats. Catania har også gjort det udmærket indtil videre, hvor holdet efter de første 12 kampe er placeret lige under Napoli på 10. pladsen. Napoli er favoritter i opgøret, som godt kan gå hen og blive en tæt affære.

Juventus – Palermo (Spilles søndag d. 25-11-2007 kl. 20:30)

Runden afsluttes af opgøret mellem Juventus og Palermo. Juventus vendte i sommers tilbage til Serie A efter en enkelt sæson i Serie B. Indtil videre er det gået godt for Juventus. Holdet er nummer tre inden denne runde, og har i deres første 12 kampe blot tabt to gange. Modstanderne i denne runde, Palermo, har spillet et udmærket efterår. Holdet er nummer syv, og kan godt være deres indsats bekendt. Der venter sandsynligvis et tæt opgør, hvor hjemmeholdet vil have favoritværdigheden.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu