Det tegner til endnu en god runde i landets bedste fodboldrække. I weekenden skal vi bl.a. se hvordan det går, når Brøndby og AGF skal have rettet op på hver deres dårlige start, i de to holds indbyrdes opgør. Derudover venter der også et lille brag i Parken, mellem FCK og FC Midtjylland. Vi har set nærmere på samtlige kampe i denne 6. runde.
Brøndby IF – AGF
Weekendens runde ligger ud med et opgør fuldt med traditioner, selvom disse for tiden overskygges af mindre formkriser hos begge mandskaber. Ove Pedersens tropper har faktisk spillet en udmærket gang bold, men især kynismen i de to felter har manglet, hvilket gør at de står tilbage med kun et enkelt point.
For Brøndby ser det maginalt bedre ud, men så heller ikke mere. Holdet er stadigt svingende, og har problemer med at styre kampene. De blå/gule er dog favoritter til kampen hjemme på Brøndby Stadion, hvor krisen ikke har været helt så udtalt som på udebane.
Randers FC – FC Nordsjælland
Randers er startet sæsonen bedre end de havde turdet drømme om, mens FC Nordsjælland ikke helt har kunnet nå sidste sæsons højder efter tabet af Morten Nordstrand. I sidste runde fik Morten Wieghorst drenge dog vist god moral, da de, trods 75 minutter i undertal, klarede 1-1 mod FC Midtjylland.
Hjemme på Essex Park har kronjyderne dog været stærke, og slog i den seneste hjemmekamp AaB med hele 4-0. Derfor ligger favoritværdigheden også på skuldrende af Colin Todd & Co.
Viborg FF – AC Horsens
Horsens er startet overraskende godt, og har i perioder vist rigtigt flot spil, ligesom de stadigt kan prale med at være ubesejrede. Den statistik skal de forsøge at beholde, når de søndag eftermiddag gæster Viborg Stadion, hvor hjemmeholdet i mandags fik deres første point på en god 1. halvleg mod Brøndby.
Gæsterne må formentlig påtage sig værdigheden som svage favoritter, grundet den aktuelle form, men Viborg er på vej frem, så det bliver formentlig en tæt kamp.
AaB – OB
AaB har været gode europæisk, og mindre gode nationalt, mens OB har vist et stærkt stigende formkurve. Noget kunne dog tyde på at det bliver en mere tæt kamp end hvad tabellen pt. fortæller. Erik Hamrens tropper virker til at begynde og komme efter det, og samtidigt skal OB vender sig til at spille uden formstærke Kim Christensen, der er skiftet til britisk fodbold.
F.C. København – FC Midtjyllland
Årets første “rigtige” topopgør. Godt nok mødtes Randers og Esbjerg som nummer 1 og 2 forleden, men på en lidt billig baggrund, pga det tidlige tidspunkt på sæsonen. Det kan man ikke sige om søndagens seneste opgør, hvor sidste sæsons nummer 1 og 2 spiller op til dans. Begge hold har vist god form på det seneste, og kommer begge med gode præstationer i Europa, i bagagen.
FCKerne har dog fordelen på sin side. Løverne har som altid en stærk hjemmebane i Parken, og har haft to fridage mere end FCM, ovenpå midtugens europæiske eventyr.
Lyngby BK – Esbjerg fB
Oprykkerne fra Lyngby er indtil videre gået til opgaven med en beundringsværdig fodboldfilosofi i baghovedet, men som mange eksperter havde spået, så er det hverken blevet en and eller en fugl. De har spillet fornuftigt, og lagt lidt afstand til den aktuelle bund, men har samtidigt også haft det svært mod nogle af de stærkere hold.
Esbjerg startede som lyn og torden med sejre over Brøndby og Viborg, men er siden gået lidt i stå, og tabte senest med 5-2 i Parken. Ciffrene lyver dog en smule, for vestjyderne spillede faktisk en ganske udmærket kamp, og lagde i perioder sit spil på et niveau, hvor få andre hjemlige hold end FCK ville være i stand til at modstå esbjergensernes stærke offensiv.
Kravet til Esbjerg og Troels Bech må være en udesejr, men mon ikke Lyngby vil forsøge at forhindre det.
Fantastisk optakt!