
To kampe spilles der lørdag, hvor AGF tager imod SønderjyskE, mens FC Nordsjælland skal en tur til Brøndby. Søndag fuldendes spillerunden så, når Vejle besøger duksene fra OB, Randers gæster Horsens, AaB byder Esbjerg velkommen i det nordjyske, og endelig lægger FC København vejen forbi den jyske hede for at møde FC Midtjylland.
AGF – SønderjyskE (Kampstart lørdag d. 15/11 2008 klokken 15.00)
Primært har det været hjemme på NRGi Park, at AGF har leveret varen i denne sæson. 15 ud af holdets øjeblikkelige 19 point er skaffet på eget græs, hvilket giver hjemmeholdet grund til at være optimistiske forud for dagens opgør mod oprykkerne fra SønderjyskE. Ydermere er AGF ubesejrede i de seneste tre kampe, der har kastet syv point af sig, og samtidig sikret århusianerne en lun placering i den øverste halvdel af tabellen. Sidst, de to hold mødte hinanden, foregik det også i Århus, hvor det blev til en 2-1-hjemmesejr. Til dette opgør må Ove Pedersen kun se bort fra de langtidsskadede Dan Thomassen, Ole Budtz og Benny Feilhaber.
SønderjyskE tabte i sidste runde med 4-0 til FC København i en kamp, hvor man fra gæsternes side ikke havde meget at skulle have sagt. Udebaneformen for indeværende sæson fortæller da også, at det ikke er her, man vil sikre sig overlevelse. Blot fire point er det blevet til i de foreløbigt syv spillede kampe. Trøstende kan de så finde det, at AGF har opnået præcis det samme på udebane. Svært bliver det dog for sønderjyderne, der kun har skrabet to point sammen i løbet af de seneste fire spillerunder. I dag er der dog til alt held for Carsten Broe en fuldkommen kampklar trup a gøre brug af.
Brøndby IF – FC Nordsjælland (Kampstart lørdag d. 15/11 2008 klokken 17.00)
Begge mandskaber i lørdagens sene kamp var i aktion i pokalturneringen i midtugen. Dette forløb bedst for kampens hjemmehold fra Brøndby, der sikrede sig videre deltagelse via en 1-0-sejr over OB. Bedre har det bestemt også set ud for Brøndby i denne sæson, hvor man i forhold til samme tidspunkt i sidste sæson har hentet over dobbelt så mange point i ligaen. Statistisk læsning, der i allerhøjeste grad også kan tilskrives holdets evne til at lukke mål ind i langt færre kampe. Sammen med FCK fører man listen over ’clean sheets’ med syv kampe i sæsonen uden indkasserede mål. Forud for dagens opgør må man se bort fra Mikkel Bischoff, Nikolaj Agger, David Williams, Morten ’Duncan’ Rasmussen og Jon Jönsson.
Hvor Brøndby kom videre i pokalturneringen, måtte FC Nordsjælland se AaB løbe med den plads, de to hold dystede om. Dermed kan al fokus lægges på SAS Ligaen, hvor FCN trods en sløv start er ved at finde fodfæste og plads i tabellen. Lettere isoleret ligger man nu på en syvendeplads med fire points distance til hver side. Flere point bliver dog svære at hente i de kommende kampe, hvor den efter opgøret mod Brøndby i dag står på dueller med OB og runden efter FC Midtjylland. Til gengæld har nordsjællænderne fået sidste sæsons interne topscorer Martin Bernburg tilbage fra et skadesforløb, hvorfor skadeslisten kun tæller Patrice Bernier og Jukka Santala, der begge er ude med længerevarende knæskader.
OB – Vejle BK (Kampstart søndag d. 16/11 2008 klokken 14.00)
Efter pokalnederlaget til Brøndby har OB nu kun den ene dagsorden at forsvare førstepladsen i SAS Ligaen. Fynboerne har indtil videre været stærke på hjemmebane, hvor det kun er den onde ånd fra Vestegnen samt AaB, der har holdt dem fra at vinde. Befriende har det også været for OB, at man har fået bevist, at det kan lade sig gøre at vinde kampe uden scoringer fra ellers så målfarlige Djiby Fall, der ikke har fundet vej til nettet i de seneste tre ligakampe. Derimod er den svenske angriber Björn Runström ved at træde i karakter, så der er på det nærmeste garanti for mål i Odense søndag eftermiddag. Her ser Lars Olsen kun bort fra Esben Hansen, der først ventes tilbage til foråret.
Ambitioner har de nok af i storsatsende Vejle, der efterhånden må sande, at overraskelsesmomentet er ved at være forpasset. Den gode start på sæsonen er ved at ebbe ud for oprykkerne, som ikke har vundet en kamp siden fjerde spillerunde, hvor man vandt oprykkerduellen mod SønderjyskE. Eneste andet hold, der har måttet se sig besejret af Vejle er Esbjerg. På flere områder har der da også været utilfredse miner i klubben, der på trods af massive forstærkninger inden sæsonstarten ikke har fået det optimale ud af alle deres nyindkøb. To af disse udgør også Vejles skadesliste inden kampen mod OB, nemlig Bechara og Martin Borre.
AC Horsens – Randers FC (Kampstart søndag d. 16/11 2008 klokken 16.00)
Horsens måtte i onsdags lide et meget smertefuldt nederlag i pokalen, da man blev sendt ud af Danmarksserieholdet FC Nordvest. Nedslående var oplevelsen især, fordi Horsens i denne sæson har skuffet i forhold til sidste sæson, men i allerhøjeste grad også i forhold til egne forventninger. Klubbens udvikling med nyt stadion og flotte resultater er gået i stå, og spillet på banen ser heller ud, som vi lærte det at kende for bare måneder siden. Tiendepladsen skal man forsøge at forbedre mod Randers, hvor man ikke kan gøre brug af karantæneramte Kenneth Emil Pedersen og den skadede anfører Mads Rieper.
Udebane er ikke sagen i Randers, selvom man har hentet otte point ude indtil videre. Derimod har man en udmærket hjemmestatistik, hvor man er sidste hold sammen med FCM og FCK, der ikke har tabt hjemme. Kampen mod Horsens har en vis betydning for Randers, da man sammen med AGF bærer ansvaret for at bevare jævnbyrdigheden i ligaen. Opgaven kan Randers for tiden også vise sig voksne, da man ikke har tabt i de seneste fire kampe, og har sejret i de seneste to. Fem point har man nu fra femtepladsen op til FC Midtjylland på fjerdepladsen. Jagten på flere point fortsættes endda uden nye skader. Jonas Damborg er eneste skadede spiller.
AaB – Esbjerg fB (Kampstart søndag d. 16/11 2008 klokken 16.05)
AaB har i den grad genfundet lidt af spilleglæden, siden Allan Kuhn trådte til som midlertidig trænerløsning. Ikke alle resultaterne har været lige iøjnefaldende, men helheden og rækken uden nederlag giver rigtig gode forudsætninger for snart at få den hjemmesejr, som man snart skylder publikummet på Energi Nord Arena. Ålborgenserne er det eneste hold, der endnu ikke har vundet på hjemmebane. Omvendt har man nu stabiliteten til at kunne vende denne lidet opmuntrende serie. Meget taler dog for, at det skal kunne lade sig gøre i lige netop søndagens kamp, hvor bundproppen fra Esbjerg kommer på besøg. Michael Beauchamp er sammen med unge Jacob Nordstrøm eneste skadede spillere.
Mens AaB ikke har vundet hjemme endnu, er Esbjerg det eneste hold, der ikke har vundet en udekamp. Rent faktisk er Esbjerg hele ligaens dårligste udehold, hvor man har hentet tre point. Der er da heller ikke meget, der skal forventes i Esbjerg-lejren, for hvor AaB ser ud til at have fundet et vist fodfæste, er der ikke meget, der tyder på bedring hos vestjyderne. Bedre bliver det ikke af, at cheftræner Troels Bech varetager andre gøremål op til en vigtig udekamp. Træneren er sat i forbindelse med et skifte til norske Brann Bergen, og har i løbet af ugen været i Norge for at se på faciliteterne. Søndag står den dog på AaB i SAS Ligaen, og her kan Martin Fribrock og Niki Zimling ikke deltage grundet skader.
FC Midtjylland – FC København (Kampstart søndag d. 17/11 2008 klokken 17.30)
Ligaens to stærkeste hjemmehold står over for hinanden i søndagens sene kamp. FC Midtjylland står over for noget af en udfordring, for hvor de selv har været meget svingende på udebane, så har FCK formået at hente tredjeflest point på udebane. Derfor skal alt fungere for midtjyderne, der senest vandt 2-0 hjemme over Vejle. Længere tilbage end runden forinden skal vi dog ikke for at finde et nederlag, der faldt på udebane mod AGF. Altafgørende bliver det for midtjyderne at lægge et vedvarende pres på den københavnske defensiv, der er ligaens suverænt stærkeste. Skadeslisten hos midtjyderne tæller op til kampen kun Leon Jessen, der stadig døjer med lyskenproblemer.
FCK har i den grad affundet sig med, at resultaterne med den nuværende spillertrup skal hentes på en ganske anden vis. Typerne passer til god, spillelysten og offensiv fodbold, og man har med denne formular skaffet nogle meriterende og bemærkelsesværdige udfald på store kampe mod blandt andre Valencia. Velfungerende har det også været i ligaen, hvor kun nederlag til Brøndby og uafgjort mod de to oprykkerhold står som bedrifter, der kunne have været bedre. Muligheden for endnu en stor skalp foreligger også i denne runde, hvor man kan bryde midtjydernes imponerende række af ubesejrede kampe spillet på SAS Arena. Jesper Grønkjær og svenske Peter Larsson er eneste spillere, der ikke kan deltage.
Skriv et svar