
Efter en sommerpause vender SAS Ligaen igen tilbage. Der er kommet flere spændende navne i ligaen, mens også profiler er blevet solgt til udlandet. De tolv hold er klar til at skyde kampen om danmarksmesterskabet i gang, og vi har grund til at forvente en spændende sæson. TotalBold.dk bringer her et overblik over første spillerunde i Danmarks bedste fodboldrække.
Randers FC – AGF (Spilles lørdag d. 19-07-2008 kl. 17:00)
Randers og AGF får den ære, at sparke det hele i gang, når de lørdag eftermiddag mødes i den første SAS Liga-kamp i sæsonen 2008/2009. Randers kan drage fordel af, at have hjemmebane i form af Essex Park, men det er ikke mange kilometer der skiller de to klubber ad, og derfor kan også AGF forvente at få en god opbakning i premieren. AGF har til denne sæson oprustet med Nando Rafael, der har erfaring fra Bundesligaen og rutinerede Dan Thomassen. Holdet sluttede i sidste sæson på ligaens tiendeplads, men havde en fornuftig afstand ned til Viborg under stregen. Randers endte på en flot sjetteplads i sidste sæson, og ser ud til at have en trup, der er mindst lige så god som sidste sæson, da holdet har formået at holde på profilerne. På den baggrund ligner det et tæt opgør, hvor Randers dog må betegnes som favoritter.
AC Horsens – SønderjyskE (Spilles søndag d. 20-07-2008 kl. 14:00)
Horsens endte på en flot femteplads i sidste sæson, og kan næsten kun skuffe mod nyoprykkede SønderjyskE. Selvom det naturligvis er en flot præstation, at rykke op i landets bedste række, er der forskel på 1. division og SAS Liga. Det drejer sig om at komme godt for start, inden det bliver mere umuligt at blive oppe. Vi vil nok komme til at se et SønderjyskE-hold, der vil kæmpe alt hvad de kan for at gøre kritikerne stumme – for en stund i hvert fald, men AC Horsens har også noget at bevise. De skal bevise, at de hører hjemme i den bedste halvdel af ligaen. Til at hjælpe med dette har Horsens forstærket sig med Simon Nagel, Georges N’doum, Morten Ramussen og Adam Eskersley. Dog har holdet også måtte sige farvel til profilen Henrik Hansen, der er skiftet til OB. SønderjyskE har ikke oprustet nævneværdigt, og ser ud til at gå en svær sæson i møde.
FC Nordsjælland – Brøndby IF (Spilles søndag d. 20-07-2008 kl.16:00)
Nordsjælland og Brøndby sluttede med sammen pointantal i sidste sæson, nemlig 43. Det betød en niendeplads til FCN, mens Brøndby sluttede på pladsen lige over, ottendepladsen. Det var ikke tilfredsstillende, specielt var Brøndbys slutplacering under kritik. Det er de sidste par sæsoner ikke gået som de blå/gule gerne vil have, og for at lave om på det i denne sæson har holdet været ude og handle ind på transfermarkedet. Ind er kommet Jon Jönsson, Alexander Farnerud og Jan Kristiansen og til årsskiftet vil Kent Nielsen tiltræde som ny træner på Vestegnen. Holdet har måttet sige farvel til profilen Martin Retov, der er taget til Hansa Rostock, Morten Rasmussen er taget til Horsens, mens legenden Per Nielsen har stoppet karrieren. Alt i alt ligner det dog et forstærket Brøndby-hold, der kan blande sig i topstriden. Nordsjælland har også været aktive på transfermarkedet, hvor Dennis Cagara, Patrice Bernier og Benjamin Kibebe er tiltrådt. FCN har dog sagt farvel til Thomas Kristensen, der er skiftet til FCK. Det ligner et spændende opgør på Farum Park, hvor BIF vil være små favoritter.
AaB – FC Midtjylland (Spilles søndag d. 20-07-2008 kl. 17:30)
Sidste sæsons guldvinder og sølvvinder tørner sammen på Energi Nord Arena i første spillerunde. Set på slutplaceringerne fra sidste sæson ligner det et meget spændende opgør. Til denne sæson har AaB sagt farvel til cheftræner Erik Hamrén, der er blevet træner i Rosenborg. Bruce Rioch har sagt ja til at styre tropperne indtil nytår. Derudover har Danny Califf forladt klubben til fordel for netop Midtjylland, Allan Olesen er skiftet til Vejle og Lars Nilsson er rejst hjem efter endt lejeaftale. Ind på holdet er kommet Michael Beauchamp og Kasper Bøgelund. FC Midtjylland har forstærket truppen med Jonas Borring fra OB, Kim Christensen, der viste god form i torsdagen UEFA Cup-kamp, hvor han lavede hattrick og kroaterne Filip Marcic og Kristian Ipsa. Midtjyderne har til gengæld sagt farvel til Simon Kjær, Ajilore Femi og Magnus Troest. Det ser på forhånd ud til at være en tæt kamp, hvor AaB via hjemmebanefordelen er små favoritter.
FC København – Esbjerg fB (Spilles mandag d. 21-07-2008 kl. 19:00)
FC København måtte i sidste sæson tage til takke med ligaens tredjeplads, hvilket var et skuffende resultat for københavnerne, der havde mere end ti point op til guldvinderne, AaB. I denne sæson må holdet klare sig uden Michael Silberbauer, Marcus Allbäck og Michael Gravgaard. Holdet har dog sikret sig FC Nordsjællands Thomas Kristensen og brasilianske Cesar Santin. Til denne kamp er Jesper Grønkjær og Ramus Würtz ikke med pga. skader. Esbjerg blev nummer syv i sidste sæson, og målsætningen i denne sæson må være at ende i den bedste halvdel af tabellen. Michäel Murcy og Rajko Lekic har forladt klubben, Lekic er dog kun lejet ud til Silkeborg. Ind er kommet Gunnar Heider Thorvaldsson, Adrian Cann og Martin Fribrock. Forventningerne til FCK er størst, men har holdet styrken, eller mangler de stadig forstærkninger. Svaret findes på mandag i Parken.
Vejle – OB (Spilles onsdag d. 23-07-2008 kl. 19:00)
Den sidste kamp, der er på programmet i denne første runde, er opgøret mellem oprykkerne Vejle og OB. Vejle har til denne sæson hentet Allan Olesen i AaB, Brian Priske i Club Brügge, Bechara i OB, portugisiske Hélder Cabral og svenske Edin Cakovic. OB, der sluttede på ligaens fjerdeplads i sidste sæson, har også handlet ind. Espen Ruud, Björn Runström, Timmi Johansen og Henrik Hansen er kommet til, mens Bechara, Jonas Borring, Mustapha Papa Diop og Søren Jensen. OB-holdet ser stærkt ud, og er favorit til dette opgør. Vejle, der har hjemmebanefordel, skal ikke undervurderes, men det ligner en svær kamp for oprykkerne.
Skriv et svar