Наши партнеры

Menu



Optakt: Randers FC – OB

Dansk fodbold

Det er et Randers-mandskab inde i en god stime, der møder topholdet fra OB, og der venter dermed et spændende opgør.

Randers er rigtig godt kørende og går ind til mødet med OB med fem sejre på stribe. Godt nok er tre af kampene mod lavere rangerende hold som SønderjyskE, AC Horsens og Esbjerg, men klubben har også slået FC Midtjylland og AaB, endda på udebane.

Dermed er Randers FC at finde på en øjeblikkelig femteplads med tre point ned til AGF og otte point op til FC Midtjylland, der har spillet en kamp mere.

Randers vil dog være stærkt svækkede, hvis det ikke lykkes fysioterapeuterne at få Marc Nygaard klar. Han er topscorer i Randers med 13 scoringer i indeværende sæson, hvilket placerer ham på en tredjeplads i SAS Ligaen efter Morten Nordstrand fra FC København og Frank Kristensen fra FC Midtjylland, begge med en scoring mere.

Bliver han ikke klar, må klubben sætte sin lid til angriber Søren Berg. Han har scoret ni gange indtil nu og må formodes at være særdeles tændt til kampen, da han tidligere har spillet med stor succes i netop OB.

OB ligger på en sikker tredjeplads, men er inden for rækkevidde af især Brøndby på andenpladsen. Især i de seneste kampe har fynboerne vist, de hører til i toppen, ved at slå FC Nordsjælland 3-0, Vejle 5-0 og AGF 6-1 samt at få 0-0 ude mod Brøndby. Netop de fjorten mål i fire kampe giver selvtillid i truppen, og træner Lars Olsen siger til klubbens hjemmeside, at de skal fortsætte det direkte spil.

”Først og fremmest er det fordi, at vi skaber mange chancer og arbejder hårdt for at komme frem til chancerne. Vores oplæg er, at vi skal spille så direkte som muligt i stedet for at spille bolden på tværs og holde bolden i gang for sjov. Kan vi komme fremad, skal vi gøre det, og det bliver vi hele tiden bedre til.”

Hans Henrik Andreasen mener, det kan blive en vanskeligt sag at slå Randers, og han siger til OB´s hjemmeside:

”Det bliver en meget vanskeligere kamp end den, vi lige har haft (red.: 6-1 mod AGF). Det er et Randers-hold, der er godt oppe og køre, og som spillemæssigt er langt fremme. De har fået hentet en masse point på det seneste. Det samme kunne man sige om AGF, da vi mødte dem, men nu er det på Randers´ hjemmebane, hvor de plejer at vinde, så jeg tror, det bliver svært.”

OB har Anders Møller Christensen tilbage efter endt karantæne, og Anders Nielsen er blevet fravalgt.

Randers arbejder hårdt på at få topscorer Marc Nygaard klar ovenpå en fiberskade, som holdt ham ude i seneste kamp. Desuden melder jyderne, at David Addy og Carsten Fredgaard er i fuld gang med træningen ovenpå henholdsvis en fiberforstrækning og rygproblemer. Kenneth Møller Pedersen har ikke trænet hele ugen og er tvivlsom til kampen.

Forventede startopstillinger:

Randers FC:

Kevin Stuhr Ellegaard

Søren Pedersen – Bobbie Friberg da Cruz – Issah Achmed – Jan Frederiksen

Ricki Olsen – Tidiane Sane – Tobias Grahn – Mikkel Beckmann

Søren Berg – Bédi Buval

OB:

Arek Onyszko

Thomas Helveg – Björn Runström – Atle Roar Håland – Chris Sørensen

Espen Ruud – Eric Djemba-Djemba – Hans Henrik Andreasen – Johan Absalonsen

Njogu Demba-Nyrén – Peter Utaka

TotalBold.dk’s bud på kampen:

Randers har haft succes i de seneste fem kampe, men kan de fortsætte stimen mod et fynsk mandskab, der bejler til guldmedaljerne? OB´s offensive spil har bragt 14 scoringer med sig i de seneste fire kampe, mens Randers lukker alt for mange mål ind; i indeværende sæson er det således blevet til 41 af slagsen.

Vi tror, at den kombination falder ud til OB´s fordel, og at de kan vende hjem til Fyn med en sejr på 2-1 i bagagen.

Skrevet af John Vestergaard.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu