Sevilla skal forsøge at komme tilbage på sporet og derfor er der lagt op til noget af et topbrag på Ramón Sánchez Pizjuán, når de tager imod førerholdet Real Madrid. Getafe skal forsøge at komme over nedrykningsstregen og derudover skal Barcelona forsøge at hævne deres skuffende 1-1-resultat mod Valladolid. Vi bringer overblikket over rundens opgør.
Mallorca – Valencia (Spilles lørdag d. 3-11-2007 kl. 20:00)
Mallorca tager hjemme imod et hårdt ramt Valencia-hold, som skal forsøge at komme tilbage på sporet igen, efter en uge med to store nederlag i bagagen. Valencia skal forsøge at rette op på de dårlige resultater den seneste tid og derfor er tre point ude mod Mallorca en nødvendighed for Valencia. Mallorca har haft en god sæson indtil nu og kan med en sejr overhale Valencia i tabellen.
Sevilla – Real Madrid (Spilles lørdag d. 3-11-2007 kl. 22:00)
Der er lagt op til herredyst, når et kriseramt Sevilla-mandskab med Manolo Jimenez i spidsen, tager imod rækkens nummer et, Real Madrid. Sevilla tabte i onsdags deres femte kamp i ligaen ude mod Atl. Madrid og ligger blot på en beskeden 11 plads med hele ti point op til dagens modstander. Ligaens absolutte nummer et vandt i onsdags med de knusende cifre 5-1 over Valencia. Hvis Sevilla vil have nogen forhåbninger om at kæmpe med i den sjove ende af tabellen, skal de hente tre point, men det bliver svært mod et sprudlende Madrid-hold i storform.
Atl. Madrid – Villarreal (Spilles lørdag d. 4-11-2007 kl. 17:00)
To hold i stormform mødes til topbrag på Vicente Calderón, hvor begge hold med en sejr ville kunne trække fra i toppen. Atl. Madrid ligger på en fjerdeplads med 20 point, mens Villarreal besidder andenpladsen med 21 point. Der kan forventes en meget intens kamp, hvor der vil blive gået til stålet for de tre point.
Levante – Almeria (Spilles lørdag d. 4-11-2007 kl. 17:00)
Tabellens absolutte bundhold tager hjemme imod midterholdet Almeria. Levante har blot scoret tre mål i sæsonens første ti kampe og ligner efterhånden en mulig nedrykker, derfor er tre point det eneste der tæller for dem. Almeria har dog også stærkt brug for point, da de med et nederlag kan falde længere tilbage i rækkerne fra den 13 plads de besidder i øjeblikket.
Zaragoza – Valladolid (Spilles lørdag d. 4-11-2007 kl. 17:00)
Valladolid overraskede alt og alle ved at hente en uafgjort hjem mod storklubben Barcelona i onsdags, men det hjalp dog ikke Valladolid til at avancere i stillingen, da de stadig besidder en 19 plads i tabellen. Zaragoza kommer til kampen med en smal sejr i bagagen, som de hentede ude mod Almeria i sidste spillerunde, og de kan med en sejr hjemme mod Valladolid avancere yderligere fra den syvende plads de besidder i øjeblikket, hvis andre af topholdene sætter point til.
Osasuna – Getafe (Spilles lørdag d. 4-11-2007 kl. 17:00)
Getafe og Michael Laudrup hentede i sidste spillerunde deres blot anden sejr i ligaen og kom op på otte point. Med en sejr ude over Osasuna vil Getafe med stor sandsynlighed rykke op over nedrykningsstregen. Osasuna vandt i onsdags ude over Betis med 0-3 og rykkede op på en 12 plads. Hvis man kigger på Getafes statistikker ser det ikke for godt ud, de har nemlig ikke hentede så meget som et point på udebane i de første fem udekampe, men det vil uden tvivl blive en tæt kamp, hvor sejren kan gå begge veje.
Santander – Espanyol (Spilles lørdag d. 4-11-2007 kl. 17:00)
Santander og Espanyol kommer begge til kampen med 0-0 løsning i bagagen fra i onsdags. Det er to hold som besidder en stærk defensiv, hvor Santander blot har lukket otte mål ind, mens Espanyol har lukket 11 ind. Det har også betydet, at de to hold ligger godt i placeret i den øverste halvdel af tabellen. Favoritrollen ligger på Espanyol, men Santander kan med en sejr rykke forbi Espanyol på femte pladsen.
Murcia – D.La Coruna (Spilles lørdag d. 4-11-2007 kl. 17:00)
Der venter os sandsynligvis et tæt opgør mellem disse to hold. La Coruna skal vi helt ned på 16 pladsen for at finde, mens Murcia ligger lige midt i tabellen på en tiende plads. La Coruna har haft en rædselsfuld start på Primera Division og de skal bruge point for at blive over nedrykningsstregen, mens Murcia kan tage den lidt mere med ro. Det bliver dog ikke let for La Coruna, da de møder Murcia som kun har lukket otte mål ind i sæsonens første ti kampe, mens La Coruna har lukket 16 ind.
Barcelona – Betis (Spilles lørdag d. 4-11-2007 kl. 19:00)
Der kan ikke være nogen tvivl om, at Barcelona er favoritter til denne kamp mod bundholdet Betis. Barcelona skuffede fælt i sidste spillerunde ved at spille 1-1 ude mod Valladolid. Betis kommer til kampen med en lussing fra i onsdags, da de tabte 0-3 hjemme mod Osasuna. Barcelona er klare favoritter og meget skal gå galt, hvis de ikke skal gå fra banen med tre point på kontoen.
Athl. Bilbao – Huelva (Spilles lørdag d. 3-11-2007 kl. 21:00)
To bundhold står overfor hinanden i denne meget vigtige kamp for begge hold, hvor kun tre point tæller, hvis ikke de vil under nedrykningsstregen. Bilbao besidder en 14 plads, mens Huelva ligger en plads længere nede i tabellen. Det vil helt sikkert blive en tæt kamp, hvor vi vil se to hold spille op til deres absolutte optimale.

d. 18/10/2025 22:58 |
Skriv et svar