Наши партнеры

Menu



Optakt: OB – FC Nordsjælland

Dansk fodbold

Fynboerne har for alvor bidt sig fast i topstriden, mens FC Nordsjælland har lidt luft til nedrykningsstregen, men ikke kan føle sig sikre. Begge klubber har derfor brug for et godt resultat, når de to mødes på Fionia Park søndag eftermiddag.

De to klubber har mødt hinanden to gange i denne sæson, hvor OB først vandt 3-1 hjemme og senere 4-1 ude mod FC Nordsjælland.

OB er blot to point efter Brøndby på SAS Ligaens andenplads og fem point efter førerholdet FC København. De er da også startet stærkt i foråret med fem sejre i syv forsøg, hvor det senest blev til en spinkel sejr på 1-0 ude mod AaB.

Den 23-årige angriber, Johan Absalonsen, mener på trods af seks point og en målscore på 7-2 mod FC Nordsjælland, at nordsjællænderne kan være en vanskelig modstander. Til OB’s hjemmeside siger han:

”Det er en modstander, der gerne vil spille meget med bolden. Sidst vi mødte dem på hjemmebane, der havde vi problemer, fordi de havde bolden meget, og de lod ikke meget initiativ over til os. Det var vanvittig vigtigt, at vi scorede det første mål, for det var med til at knække dem. Så længe deres basisspil kører, og så længe der står 0-0, så er de utroligt svære at spille imod.”

FC Nordsjælland har skabt lidt luft ned til de fire klubber, der kæmper mod nedrykning. De seks points forskel skyldes især de seneste to kampe, der endte med sejre til nordsjællænderne med 2-1 ude mod Esbjerg og hele 6-1 hjemme mod Randers.

Nordsjællændernes træner, Morten Wieghorst, mener dog, at klubben har forberedt sig godt på mødet med OB, og han siger til FC Nordsjællands hjemmeside:

”OB er en modstander med en flot form på hjemmebane (red.: ti sejre, en uafgjort og to nederlag). Men vi ved præcis, hvad de er gode til og hvordan de gerne vil spille kampen mod os. Det har de været gode til i vores foregående opgør. Men vi har forberedt os godt, og jeg føler, vi har gode muligheder for at vinde i Odense denne gang. OB er et fysisk stærkt hold, der gerne vil slå vores spil i stykker, og så er de meget stærke på standardsituationer, som de scorer mange mål på.”

Han tilføjer, at FC Nordsjælland har en god organisation, og at spillerne arbejder for sagen:

”Vi har en god optimisme i truppen efter sejre i de seneste to SAS Liga-kampe, og vi ved, hvad der efterhånden fungerer for os. Det handler om organisation og høj arbejdsmoral. For når de to ting er på plads i FC Nordsjælland, så har vi spillerne til at afgøre kampene.”

Hos OB er Anders K. Jacobsen, Timmi Johansen og Jonas Troest fortsat skadede. Esben Hansen har efter en skadespause været i kamp for OB’s hold i 2. division og er endnu ikke klar til at gøre comeback i SAS Ligaen.

Hos FC Nordsjælland må fire spillere sidde udenfor med skader, nemlig Daniel Jensen med rygproblemer, Simon Richter med korsbåndsskade, Nicolai Stokholm med et beskadiget ledbånd i højre knæ samt Jukka Santala, der genoptræner efter en korsbåndsoperation.

Forventede startopstillinger:

OB:

Arek Onysko

Thomas Helveg – Atle Roar Håland – Anders Møller Christensen – Chris Sørensen

Hans Henrik Andreasen – Eric Djemba Djemba – Henrik Hansen – Johan Absalonsen

Njogu Demba Nyren – Peter Utaka

FC Nordsjælland:

Nenad Novakovic

Johnny Lundberg – Benjamin Kibebe – Michael Parkhurst – Dennis Cagara

Patrice Bernier – Andreas Dahl – Morten Karlsen – Søren Christensen

José Junior – Martin Bernburg

TotalBold.dk’s bud på kampen:

Det bliver interessant at følge José Junior fra FC Nordsjælland, der for første gang skal spille mod sin gamle klub. Med sine snævre og finurlige driblinger kan han måske være en trussel mod OB’s midterforsvar, men han får brug for hjælp fra Bernburg.

Vi tror dog, at OB på hjemmebanen vil hente sæsonens tredje sejr mod FC Nordsjælland, og at det bliver ganske sikkert med cifrene 3-0.

Skrevet af John Vestergaard



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu