Наши партнеры

Menu



Optakt: OB – FC København

Dansk fodbold

Onsdag aften er der lagt op til topkamp i SAS Ligaen, når ligaens nummer tre OB tager imod ligaens førerhold FC København. Det er sidste udkald for OB, hvis de stadig vil kunne bevare den mindste tro på guldet, mens FC København kæmper for at bevare deres førsteplads.

Hjemmeholdet OB mistede i sidste runde dyrebare point i topstriden, hvor de fra deres tredjeplads jagter Brøndby og FCK, da de spillede 0-0 i Randers. FC København tog derimod alle tre point på hjemmebane over FC Nordsjælland, da bænkevarmeren Morten Nordstrand endnu en gang blev den helt store helt, denne gang med to mål i 3-1-sejren. Dermed bevarede københavnerne deres forspring på to point ned til Brøndby.

Sidste rundes pointtab betyder for OB, at de nu er seks point efter FCK og odenseanerne er derfor pisket til sejr, hvis de vil bevare det sidste spinkle håb om guldglans over Odense. Dette faktum er OB’s cheftræner Lars Olsen bevidst om, og selvom medierne har afskrevet OB fra mesterskabskampen, så slår cheftræneren fast, at de vil gå efter førstepladsen, så længe der er en mulighed.

”Jeg forstår godt tankegangen, men så længe vi kan se en mulighed, så skal vi gå efter den. Vi vil gerne være nummer et. Det er ikke nogen hemmelighed. Men så skal vi også vinde i morgen, så med den vinkel, så er det liv eller død for os,” lyder det klart fra cheftræneren til OB’s hjemmeside.

Lars Olsen har særligt en enkelt problemstilling, der rumsterer i hovedet, og som kan være en kæp i hjulet på OB’s chancer for sejr. Atle Roar Håland er skadet og det tvinger cheftræneren til at tænke kreativt.

”Atle har fået en fiberskade i læggen, og han bliver ikke klar til denne kamp, og måske heller ikke til weekenden. Men ellers er resten – bortset fra de langtidsskadede – klar. Men der skal en ny midterforsvarer ind. Senest har vi brugt Chris Sørensen på pladsen, men vi kan også bruge Thomas Helveg derinde. Det er en fordel, at have en venstrebenet som venstre back, men jeg har ikke lagt mig fast på noget som helst,” forklarer Lars Olsen til klubbens hjemmeside.

OB’s forsvarsproblemer kan måske være medvirkende til, at en indbyrdes tendens mellem klubberne kan brydes. Der er nemlig udsigt til en ekstremt tæt affære når de to klubber i aften mødes i Odense. De tre seneste indbyrdes kampe i Odense er nemlig endt uafgjort – og tilmed uden scoringer. Et resultat som sandsynligvis ikke, og som forhåbentlig ikke, gentager sig i dag, da ingen af klubberne har råd til at tabe point.

Aftenens dommer på Fionia Park er Anders Hermansen. Sidste gang Anders Hermansen dømte en kamp mellem OB og FCK var i sidste sæson, hvor FCK vandt 2-1 i Parken.

For OB er Atle Roar Håland som bekendt ude af opgøret mod FC København. Derimod er Morten Bisgaard efter et par kampe ude af truppen igen med blandt de udvalgte spillere til mødet med FCK. Derudover er der ingen ændringer i OB-truppen i forhold til kampen mod Randers i søndags.

Hjalte Nørregaard sidder over med karantæne, men ellers er FCK-truppen identisk med den, der slog FC Nordsjælland 3-1.

Forventede startopstillinger:

OB:

Arek Onyszko

Thomas Helveg – Anders Møller Christensen – Chris Sørensen – Espen Ruud

Hans Henrik Andreasen – Eric Djemba-Djemba – Henrik Hansen – Johan Absalonsen

Njogu Demba-Nyrén – Peter Utaka

FC København:

Jesper Christiansen

Zdenek Pospech – Mikael Antonsson – Ulrik Laursen – Oscar Wendt

Libor Sionko – Thomas Kristensen – Atiba Hutchinson – Jesper Grønkjær

Ailton Almedia – César Santin

TotalBold.dk’s bud på kampen:

Vi tror på, at det som sædvanlig bliver en tæt kamp imellem OB og FCK. Selvom det i de sidste tre opgør på Fionia Park mellem de to hold er blevet 0-0, så tror vi, pga. de holds behov for point, at kampen bliver mere målrig.

På trods af at begge hold benhårdt vil gå efter sejren, så tror vi ikke nødvendigvis at der bliver en vinder af kampen. Vores friske bud bliver derfor 2-2.

Skrevet af Andreas Larsen



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu