OB tager mandag aften hjemme imod AaB, der med en sejr kan avancere fra en syvendeplads til en tredjeplads, mens det fynske hjemmehold med en sejr kommer på førstepladsen.
Efter weekendens resultater kan SAS Ligaen få et nyt tophold i OB, da Esbjerg i Parken tabte med 2-1 og med OB’s hjemmebanestatistik in mente er det sandsynligt. Fynboerne har vundet fire ud af fem hjemmekampe og den kamp de ikke vandt var mod FC København, som de spillede uafgjort 1-1 imod.
Hjemmeholdet erkender at AaB er et godt hold, men OB har kun tabt en ud af ti ligakampe i den her sæson og derfor er det et selvtillidsfuldt OB-hold, som AaB møder.
“Det er selvfølgelig en stor opgave. Men vi har vundet mange kampe i en lang periode, så vi har troen og selvtilliden til at løse den opgave også. Man kan godt kalde det en topkamp, men der er mange, der ligger meget lige i toppen af tabellen,” siger Chris Sørensen til OB’s hjemmeside og beskriver AaB således:
“Det er et godt fodboldhold, og på deres bedste dage er de rigtig gode. De kom langt i Europa for nylig, så de har også en masse rutine og erfaring. De har været lidt tid om at finde tilbage, men de har fået sat en god trup sammen, og de har fået et par gamle spillere tilbage, som giver noget styrke og kraft. Så det er et godt fodboldhold, og vi plejer at spille meget lige kampe mod dem. Der er nogle hold, der står bedre til hinanden end andre. Vi plejer for eksempel også at spille tætte kampe mod Randers.”
De nordjyske gæster skiftede op til sæsonen næsten hele deres midtbane ud og det kan ses på resultatlisten, der har været svingende. Det er blandt andet blevet til en sejr på Brøndby Stadion, mens det er blevet til et nederlag på hjemmebane til Silkeborg.
AaB har ikke tabt i Odense de sidste fire gange, hvor de har været på besøg der. Men det bliver svært for dem at bevare den statistik ifølge AaB-træner Magnus Pehrsson.
“Det bliver en svær kamp. OB har vel i den seneste tid været det bedste hold i SAS Ligaen, og vi er nødt til at ramme dagen mod OB. Det sagde jeg før kampen mod FC København, og det er det samme nu. Mod FCK gjorde vi det, men desværre ikke i hele kampen, og det skal vi mod OB, hvis vi skal have en chance for at hente point,” siger han til TV 2 Nord.
Sidst det gæstende hold gik fra Fionia Park med en sejr i SAS Liga-sammenhæng, var da Brøndby vandt 1-0 den 6. december 2008, men det får ikke Pehrsson til at ryste i bukserne.
“Jeg er fortrøstningsfuld, og vi skal kunne se muligheder i kampen. Det er en svær udebanekamp, og der er ikke mange, som vinder dernede, men vi vil gøre alt vi kan og gå efter mindst at få et point med hjem,” slår den svenske træner fast.
OB mangler til kampen stadigvæk Emil Ousager, Jonas Troest og Timmi Johansen. Bedre ser det ikke ud for AaB, der mangler Daniel Fredheim Holm, Ronnie Schwartz, Dennis Marshall, Jens-Kristian Sørensen, Marcus Tracy og Jakob Ahlmann.
Forventede startopstillinger:
OB:
Ruud – Christensen – Håland – Sørensen
Djemba-Djemba
Andreasen – Absalonsen
Hansen
Nyrén – Utaka
AaB:
Bøgelund – Niesen – Wæhler – Jakobsen
Kristensen – Chanko – Würtz – Due
Johansson
Curth
TotalBold.dk’s bud på kampen:
OB har vist sig at være godt spillende hjemme på Fionia Park og de har i det hele taget vist en god formkurve på det seneste.
AaB har tabt deres to seneste kampe til Silkeborg og FC København. I mellemtiden er de blevet ramt hårdt af skader, som har gjort at de specielt er tyndt besat i angrebet.
Derfor tror vi, at OB fortsætter deres flotte stime på hjemmebane og vinder kampen med 2-0.

d. 16/03/2026 23:37 |
Skriv et svar