Rækkens nummer et møder rækkens nummer tre, når Manchester United søndag eftermiddag tager i mod Arsenal på Old Trafford. Det er et opgør, der kan få stor betydning for mesterskabskampen, der med fem kampe tilbage fortsat er åben.
Det går sjældent kedeligt for sig, når Manchester United og Arsenal tørner sammen. Denne weekends kamp bliver næppe en undtagelse. Der resterer kun fem kampe i denne sæson, og som forventet er Manchester United og Arsenal begge med helt i toppen i Premier League. Bedst ser det imidlertid ud for United, der inden denne spillerunde er placeret på ligaens førsteplads med et forspring på tre point ned til Chelsea og med seks point ned til tredjepladsen, som Arsenal er indehavere af.
The Gunners har ellers længe toppet Premier League, men et formdyk betød, at både Manchester United og Chelsea overhalede Arsene Wengers tropper. Nu ser det svært ud for Arsenal, og kampen om mesterskabet ser nu ud til at stå mellem Manchester United og Chelsea. Dog har Arsenal en gylden mulighed for at være med til at afgøre, hvor trofæet skal stå.
I midtugen var begge klubber i aktion i Champions League, hvor det blev afgjort, hvilke klubber, der skal spille semifinaler. Manchester United sendte i sikker stil italienske Roma ud, mens Arsenal er færdige i turneringen efter nederlag til Liverpool. Dermed er det et United-mandskab med selvtillid, der møder op til kampen, på trods af det skuffende resultat i Premier League i sidste weekend. Her måtte De Røde Djævle til stor skuffelse nøjes med 2-2 mod Middlesbrough, efter at have været bagud med 2-1. Arsenal mødte i sidste weekend Liverpool, og det opgør endte uafgjort, 1-1.
Sidste gang de to rivaler mødte hinanden var tilbage i februar i FA Cuppen, og ved denne lejlighed blev London-klubben sendt hjem med et nederlag på hele 4-0. Det var et smertefuldt nederlag, som sikkert vil ligge i spillernes bevidsthed, når de går på banen søndag eftermiddag. Selvom det var i en Cup-turneringen er så stort et nederlag til en rival aldrig sjovt, og omvendt giver det Manchester United-spillerne et psykologisk overtag. Dog må Manchester United ikke hæfte sig for meget ved den store sejr, da de ikke kan bruge det til meget, da weekendens kamp er en helt ny kamp.
På skadesfronten er begge hold ramt. Værterne må undvære den stærke midterforsvarer, Nemanja Vidic, Darren Fletcher og den unge portugiser, Nani. Gæsterne fra London kan ikke benytte sig af Tomas Rosicky, Mathieu Flamini, Bacary Sagna og Abou Diaby. Specielt Flamini har spillet en god sæson, hvor han har været en vigtig brik på Arsenal-holdet, og han vil blive savnet.
Vi kan kun forvente os et brag af en fodboldkamp, som vi er blevet for vane at forvente, når disse to klubber tørner sammen. Opgøret vil blive fløjtet i gang søndag kl. 17:00.
Forventede startopstillinger:
Manchester United: Van der Sar – Brown, Ferdinand, Pique, Evra – Carrick, Ronaldo, Anderson, Scholes – Rooney, Tevez.
Arsenal FC: Almunia – Toure, Senderos, Gallas, Clichy –Walcott, Fabregas, Silva, Eboue – Adebayor, van Persie.
TotalBold.dk’s bud på kampen:
Som altid når Manchester United og Arsenal mødes, kan vi forvente en underholdende kamp, hvor aggressiviteten vil være i højsædet. Vi tror, at det vil blive et tæt opgør, som ikke vil få nogen vinder. Arsenal er opsatte på at bevise, at de er bedre, end 0-4-nederlag i februar viste, og derfor tror vi, at kampen ender 2-2.

d. 16/03/2026 23:37 |
Skriv et svar