Der er garanteret dramatik når de to hold fra Manchester, City og United, tørner sammen. Storebror United plejer at være favoritter, men har ikke fået den bedste sæsonstart. Rivalerne fra City har derimod åbnet sæsonen godt, og det skal blive spændende at se, om de kan snyde mesterskabskandidaterne. En ting er sikkert, vi har i hvert fald en spændende og seværdig kamp i vente.
I sidste sæson blev Manchester United engelske mestre, da de satte Chelsea og de øvrige konkurrenter på plads. Igen i år er de blandt favoritter til at snuppe titlen, men det bliver svært, da kampen vil være hård.
Næste modstander, Manchester City, har valgt at satse hårdt på succes. Holdet er i løbet af sommeren blevet overtaget af en rigmand, og dette har betydet at en ny manager, Sven Gören Eriksson, har overtaget holdet. Der er også hentet en del nye spillere til klubben, der skal være med til at sikre City succes.
Manchester City lagde ud med at møde West Ham. Danske Kasper Schmeichel var med som målmand for City, da den normale førstekeeper, Andreas Isaksson, er ude med en skade. Den unge dansker gjorde det godt, da han formåede at holde buret rent. Oppe i front var holdet også effektive og fik således lavet to mål. City vandt kampen 2-0.
Til den anden kamp mod Derby havde Schmeichel fået genvalg i målet efter sin flotte første kamp, og det skulle vise sig at være en god idé. Endnu engang forhindrede danskeren modstanderne i at score, og da Elano samtidig scorede i den anden ende, vandt holdet kampen 1-0. Altså en rigtig god start på sæsonen.
Manchester United er startet anderledes skidt. I den første kamp mod Reading formåede holdet blot at spille uafgjort. Dette var bestemt ikke godt nok for United, der i gennem det meste af kampen pressede Reading hårdt. Det lykkedes dem bare ikke at få bolden i mål, og kampen endte derfor 0-0.
Den næste kamp blev spillet mod Portsmouth, og heller ikke her lykkedes det for United at vinde. Det startede ellers udmærket, da Paul Scholes efter et kvarters tid bragte ”De røde djævle” i front. Denne føring formåede de dog ikke at holde, og hjemmeholdet fik udlignet til 1-1, hvilket også blev kampens resultat.
På skadesfronten ser det værst ud for udeholdet Manchester United. Flere af holdets profiler er ude med skader. Wayne Rooney, Owen Hargreaves, Louis Saha, Anderson og Gary Neville må alle sidde ude, mens Cristiano Ronaldo heller ikke kan spille, da han har fået karantæne efter et rødt kort i sidste spillerunde.
For City ser det til gengæld rigtig fornuftigt ud. Førstekeeper Andreas Isaksson er som tidligere skrevet ude med en skade, og han bliver afløst af danske Kasper Schmeichel. Udover dette ser holdet ikke ud til at være ramt af andre nævneværdige skader.
Der er dermed lagt op til en rigtig spændende kamp, hvor City skal forsøge at fortsætte den gode stil, mens United skal forsøge at vende den dårlige start til en sejr i denne kamp.
De forventede startopstillinger:
Manchester City: Schmeichel – Corluka, Richards, Dunne, Carrido – Petrov, Elano, Geovanni, Ireland – Bianchi – Bojinov.
Manchester United: Van der Saar – Evra, Ferdinand, Vidic, Brown – Carrick, Scholes, Giggs, Fletcher – Nani, Tevez.
TotalBold.dk’s bud på kampen: Vi mener, at denne kamp kan gå hen og blive meget spændende. United skal overvinde den halvskidte sæsonstart, og dette kan komme til fordel for City, der har fået en god start på sæsonen. Samtidig har de fordel af hjemmebane, men United er et stort hold, og selvom de ikke har fået den bedste start, tror vi på, at de rejser sig og slår Kasper Schmeichels Manchester City med 2-1.
Skriv et svar