Наши партнеры

Menu



Optakt: Liverpool – Chelsea

Engelsk fodbold

Liverpool og Chelsea kæmper begge for at holde deres mesterskabsdrømme i live. Kun målforskellen adskiller de to mandskaber inden de søndag eftermiddag tørner sammen på Anfield.

Liverpool blev efter sidste spillerunde skubbet ned på tredjepladsen, da holdet måtte nøjes med 1-1 mod Wigan samtidig med at Chelsea besejrede Middlesbrough 2-0. Begge klubber må dog begge se sig overhalet af Manchester United, der efter denne rundes 1-0-sejr over Everton, er fem point foran både Chelsea og Liverpool efter 23 spillerunder. Samtidig har Aston Villa på ligaens fjerdeplads samme pointantal som Chelsea og Liverpool, dog efter en kamp mere.

Med fem point op til United er der altså pres på begge hold inden søndagens brag på Anfield. Begge klubber skal kæmpe for at holde drømmene om mesterskabet i live, da United ser overbevisende ud i øjeblikket. Overbevisende har hverken Chelsea eller Liverpool været på det seneste, og det har United udnyttet. Der skal andre takter til, hvis de to klubber skal vælte Alex Fergusons tropper af pinden, og en sejr i søndagens opgør ville være et godt sted at begynde.

Da Liverpool og Chelsea mødtes første gang i Premier League i denne sæson, blev en imponerende rekord brudt. Chelsea havde inden mødet med Liverpool ikke tabt på Stamford Bridge i ligasammenhæng siden februar 2004, men Liverpool sørgede for at den stime blev brudt, da de sejrede 1-0. I det hele taget har Chelsea haft det svært mod de andre ”Big Four”-klubber, selvom man har mødt alle hold på eget græs. Efter Liverpools sejr vandt også Arsenal på Stamford Bridge, og før dette havde Manchester United fået 1-1 med derfra. På Old Trafford gik det helt galt for The Blues, der tabte 3-0 til United.

Liverpool har klaret det noget bedre med United, idet mandskabet besejrede De Røde Djævle i fjerde spillerunde med 2-1. I udebanekampen mod Arsenal hentede Liverpool 1-1, mens det altså også blev til sejr over Chelsea.

Til søndagens kamp må Chelsea undvære forsvarsspilleren Ricardo Carvalho, mens Michael Essien fortsat forsøger at komme sig over den knæskade, han pådrog sig i efteråret. Joe Cole er ude resten af sæsonen, og kommer derfor heller ikke i kamp. Hos Liverpool ser der derimod ikke ud til at være nævneværdigt fravær.

Kampen spilles søndag kl. 17.00 og kan følges direkte på Canal+ Sport1.

Forventede startopstillinger:

Liverpool:

Reina

Arbeloa – Skrtel – Carragher – Aurelio

Alonso – Mascherano

Kuyt – Gerrard – Riera

Torres

Chelsea:

Cech

Bosingwa – Terry – Alex – A. Cole

Ballack – Mikel – Lampard

Kalou – Anelka – Deco

TotalBold.dk’s bud på kampen:

Vi forudser en tæt affære mellem to klubber, der ligger helt lige i tabellen og begge er sat under pres af Manchester United. Liverpool vandt det første opgør mod Chelsea og kan søndag drage fordel af hjemmebane, men vi tror, at Chelsea vil få det ene point med fra dette opgør. Vores bud på kampens resultat er 1-1.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu