HB Køge har brug for en sejr for at komme fri fra bunden og viste også senest mod AGF, at de kan drille topholdene. I søndagens kamp på SEAS-NVE Park gælder det FC Nordsjælland, der har vist godt spil og fortjent er blandt topholdene.
Oprykkerne fra HB Køge har kun spillet fire kampe i SAS Ligaen, men har allerede oplevet store op- og nedture. Fra det ene point i premierekampen mod Silkeborg IF til nederlag til FC København og AaB på henholdsvis 1-7 og 0-5. Og så sidste rundes kamp mod førerholdet AGF, der godt nok blev tabt med 1-2, men hvor spillet hang bedre sammen end i de foregående kampe.
Cheftræner Auri Skarbalius kunne især glæde sig over, at spillerne gik målrettet ind i mand-til-mand-duellerne og også havde fået gang i deres pasningsspil. Kan spillerne holde fast i eget spil og udnytte egne ressourcer optimalt, kan de godt hente point fra hold, der undervurderer oprykkerne.
FC Nordsjælland vandt 3-0 over Silkeborg IF i sidste runde og cementerede dermed sin placering i toppen af SAS Ligaen. En sejr over oprykkerne fra HB Køge vil placere klubben på en midlertidig andenplads, og så har nordsjællænderne fortsat mulighed for at hente point i den udsatte kamp mod AaB.
Topholdet forventer dog ikke en nem opgave, selv om den på papiret ser sådan ud. Cheftræner Morten Wieghorst forudser en meget svær kamp, hvor der skal kæmpes hårdt for pointene. Han siger til FC Nordsjællands hjemmeside:
”HB Køge er en oprykker, der ikke er kommet lige så godt fra start som dem, vi mødte i sidste uge fra Silkeborg. Men vi står alligevel med en svær kamp, for selv om HB Køge har tabt de seneste tre kampe, så sadlede de lidt om i den sidste i AGF, hvor det kun blev til et snævert nederlag på 2-1. De virker mere kompakte og kampvillige nu, og det sker altid, når man har lukket så mange mål ind, som de gjorde. De lader til at have fundet en spillemåde nu, der virker bedre for dem, og derfor bliver det stenhårdt arbejde for os i den kamp.”
Wieghorst betoner derfor de ting, som hans spillere skal tage udgangspunkt i:
”Vi skal fortsætte med de dyder, der har givet os resultater i de første kampe. Det handler om at holde fast i den offensiv, der skaber mange chancer og fortsætte det defensive arbejde, som har holdt nullet i to af vores første tre kampe. Vi har forberedt os godt på modstanderen, og det vil nok betyde, at vi gør tingene på en lidt anden måde rent taktisk, men vi vil stadig have fokus på at holde tempo i spillet, både med og uden bold. Vi går efter sejren, men vi ved som sagt godt, at det ikke bliver let mod en modstander, der kæmper med næb og kløer.”
HB Køge har i de to seneste kampe måttet undvære Martin Arlofelt på grund af en knæskade, men han er nu tilbage i forsvaret.
FC Nordsjælland melder ikke umiddelbart om skadede eller karantæneramte spillere.
Forventede startopstillinger:
HB Køge:
Martin Arlofelt – Thomas Sørensen – Mikkel Christoffersen – Morten Nielsen
Fabinho – Anders Simonsen – Kenneth Sørensen – Roberto Saraiva
Søren Nielsen
Henrik Toft
FC Nordsjælland:
Henrik Kildentoft – Benjamin Kibebe – Michael Parkhurst – Dennis Cagara
Patrice Bernier – Nicolai Stokholm – Søren Christensen
Stephan Petersen – Rawez Lawan – Bajram Fetai
TotalBold.dk’s bud på kampen:
Der er ingen tvivl om, at HB Køge er i en læreproces. Det er svært at rykke fra én division til en anden, og især springet fra Viasat Divisionen til SAS Ligaen kan virke enormt; det har andre hold før HB Køge måttet sande.
HB Køge er i deres første sæson i SAS Ligaen løbet ind i store nederlag, men klubben virker udadtil ikke til at være gået i panik af den grund. Tværtimod ser det udefra ud til, at spillerne faktisk suger erfaring og læring til sig, som de forsøger at omsætte til noget kreativt på banen. Det beviste de især i kampen mod AGF, og af den grund skal klubben nok samle point sammen i løbet af sæsonen; om det så er nok til at undgå nedrykning, må tiden vise.
Vi tror dog ikke, at HB Køge formår at tage point fra gæsterne fra FC Nordsjælland. Morten Wieghorst’s tropper havde sidste år deres problemer at slås med og var et stykke ind i sæsonen involveret i kampen om de nederste placeringer. De er dog startet rigtig stærkt i denne sæson med sejre over FC København og Silkeborg IF, og med deres hurtige kantspil og stærke angribere bør de kunne åbne hjemmeholdets forsvar.
Vi tror, at kampen ender 1-3 til FC Nordsjælland.
Skriv et svar