Søndag eftermiddag tager oprykkerne fra HB Køge, hjemme på SEAS-NVE Park, imod de danske mestre FC København i en kamp der, i hvert fald på papiret, lugter mere af tenniscifre og klasseforskel end spænding og højdramatik.
Hjemmeholdet HB Køge har fået en lige så svær start på sæsonen, i den bedste danske række, som de fleste havde forventet. Hidtil er det blot blevet til sølle seks point i de første elleve kampe, og intet, rent spillemæssigt, tyder på, at den pointhøst skal blive meget større efter søndagens opgør mod giganterne fra FC København.
HB Køge var i sidste runde på besøg hos kriseramte FC Midtjylland og spillede, til trods for midtjydernes elendige form, ikke nogen god kamp, hvilket også gjorde nederlaget på 2-1 ganske fortjent. Endnu værre ser det ud, inden morgendagens kamp, da både Martin Arlofelt og Fabiano fik en advarsel i Herning, og dermed må sidde over med karantæne.
Dette bekymrer dog ikke målmand, Lars Bjerring, der til klubbens officielle hjemmeside udtaler:
”Det er selvfølgelig to gode spillere, vi må undvære. Specielt i den bagerste kæde, hvor vi har spillet med de samme spillere i mange kampe, har vi fået nogle automatismer, som den nye højre back lige skal sættes ind i. Heldigvis har vi dygtige spillere til at erstatte de karantæneramte, og det er samtidig også spillere der er sultne efter at vise deres værd, og deres berettigelse på holdet.”
Karantæner har modstanderen fra FC København ingen af, men de må dog stadig undvære den normale førstemålmand, Jesper Christiansen, der endnu ikke er helt klar efter, at han brækkede et led i albuen tilbage i kampen mod Brøndby i slutningen af august. Udover ham er Mathias ”Zanka” Jørgensen også stadig ukampdygtig.
Mestrene kommer til kampen med en 2-1-sejr over Esbjerg i bagagen, men det ellers så suveræne tophold, har ikke kørt som den vanlige velsmurte maskine hidtil i denne sæson. Et pinligt farvel til Champions League blev det til, da cypriotiske APOEL Nicosia tævede dem over to kampe, og rent ligamæssigt, har det heller ikke været nogen dans på roser.
Det FCK-hold, man har set, har ikke i lige så høj grad været i stand til at tromle modstanderne over, og ej heller på samme måde som tidligere kunnet køre smalle føringer hjem på cruise control. Dog er det en opadgående formkurve, vi ser hos københavnerne, og med tre sejre på stribe, så er det svært for alvor at kritisere løverne.
Forventede startopstillinger:
HB Køge:
Mikkel Christoffersen – Thomas Christensen – Morten Nielsen – Nicklas Svendsen
Rytis Leliuga – Kenneth Sørensen – Sebastian Andersen – Mikkel Rygaard Jensen
Emmanuel Ake – Henrik Toft
FC København:
Zdenek Pospech – Peter Larsson – Mikael Antonsson – Oscar Wendt
William Kvist – Hjalte Bo Nørregaard – Atiba Hutchinson – Martin Vingaard
Mame N’Doye – Ailton Almeida
TotalBold.dk’s bud på kampen:
FCK har ikke været lige så suveræne og stærke, som man før har set, men mod HB Køge burde der ikke være de store problemer med at få spillet til at flyde. Sidst de to hold mødtes blev det, til trods for en chokstart, til en stensikker 7-1-sejr til FC København.
I den kamp var det Martin Vingaard, der scorede løvernes sidste mål, og netop han kan blive nøglen til at få FCK’s spil til at flyde igen. I denne sæson har han på nuværende tidspunkt nettet fire gange, og virker som et ganske fornuftigt indkøb.
Vi tror, at det bliver en kamp, som mestrene fra start sætter sig tungt på, uden at overlade de store muligheder til den ambitiøse oprykkerklub, og i sidste ende tager hjem med en 4-0-sejr i bagagen.
Skrevet af Lean Thomsen

d. 16/03/2026 23:37 |
Skriv et svar