Наши партнеры

Menu



Optakt: FC Midtjylland – HB Køge

Dansk fodbold

På MCH Arena tørner en af sæsonens største skuffelser, FC Midtjylland, sammen med oprykkerne fra HB Køge. Her mødtes de også for tre uger siden, hvor midtjyderne hentede en 2-1-sejr.

Det har ikke været en rosenrød sæson for FC Midtjylland hidtil. Syv ud af efterårets tolv kampe er blevet tabt, og den ambitiøse Herning-klub indtager derfor blot 10.-pladsen i den bedste danske række. Derfor er kampen også ekstra vigtig for midtjyderne, da nærmeste forfølger netop er søndagens modstander, HB Køge. En sejr vil skabe et hul til nedrykningsstregen, og det vil betyde, at man i stedet kan begynde at kigge opad.

”Det er hurtigt, vi skal møde dem igen, men sidst synes jeg, at vi spillede en fin kamp. Vi havde god kontrol over kampen, og det er selvfølgelig det, vi håber på at få igen søndag,” siger cheftræner, Allan Kuhn, til FCM TV, hvor han også fortæller, at han regner med at Frank Kristensen scorer mod Køge.

Hos oprykkerne fra Køge har sæsonen været som forventet. Tempoet i SAS Ligaen er noget højere end i 1. division, hvilket har været nemt at se på spillet. Hidtil er det heller ikke blevet til mange point for den nye klub. Blot en sejr i sæsonens første tolv kampe er det blevet til og overlevelse ser unægtelig svært ud.

”Det er da skønt at vi allerede skal møde FCM igen. Vi har jo revanche til gode, og en plet der skal vaskes væk. Det jeg husker bedst fra den kamp, er ikke detaljer eller enkelte spilleres præstationer. Jeg husker, at vi leverede en kollektiv dårlig præstation, hvor ingen ramte deres vanlige standard. Det skal være anderledes søndag,” udtaler forsvarsspilleren, Thomas Sørensen, til HB Køges hjemmeside.

I SAS-liga regi har FC Midtjylland og HB Køge kun mødt hinanden en enkelt gang. Det var den førnævnte kamp for tre uger siden, på MCH Arena, hvor midtjyderne fortjent vandt 2-1. I den kamp nettede Frank Kristensen to gange, inden Sebastian Andersen til sidst kunne reducere til slutresultatet 2-1.

Midtjydernes trup til søndagens kamp byder på genvalg til samtlige spillere fra sidste rundes 1-1-kamp i Brøndby. Derudover har man igen Kolja Afriyie og George Florescu tilbage. Salami, Califf, Baba Collins og Kim Christensen sidder stadig ude med skader.

HB Køge har Kenneth Sørensen og Thomas Christensen ude med henholdsvis en hofteskade og en fibersprængning.

Forventede startopstillinger:

FC Midtjylland:

Onyszko

Ipsa – Ried – Albrechtsen – Jessen

Olsen – Florescu – Thygesen – Borring

Ilsø – Kristensen

HB Køge:

Bjerring

Arlofelt – Sørensen – Nielsen – Svendsen

Fabinho – Saraiva – Andersen – Leliuga

Ake – Toft

TotalBold.dk’s bud på kampen:

Det er tid til at få genrejst holdet for FC Midtjylland. Første spadestik blev taget imod Brøndby i søndags, hvor man spillede en flot kamp. Dagens modstander, som er den formentlig svageste i ligaen, er en kærkommen chance for FCM til netop at få lidt selvtillid ind i truppen – og ikke mindst tre point på kontoen.

Vi spår ikke oprykkerne fra Køge de store chancer. TotalBold.dk tror på en stensikker 3-0-sejr til de sultne ulve.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu