Наши партнеры

Menu



Optakt: FC Midtjylland – Brøndby IF

Dansk fodbold

Sent søndag eftermiddag tager FC Midtjylland imod Brøndby IF. Kampens store spørgsmål er, hvor de to hold står henne rent spillemæssigt. Begge mandskaber skuffede gevaldigt i forårspremieren, så der er lagt op til et brag af et opgør, da yderligere et skuffende resultat vil få kritikerne til at snakke.

Hjemmeholdet spillede i forårspremieren 1-1 mod Esbjerg. Det lignede ellers længe tre point, men i de døende minutter udlignede Sabanovic. Dermed gik kampen fra at være godkendt til at være skuffende. På baggrund af resultaterne i årets første SAS Liga-kampe forventer Ulvenes cheftræner, Thomas Thomasberg, også et meget intenst opgør. Han siger til Fcm.dk:

”Det bliver formentlig en sindssyg intens kamp. Brøndby kommer ud fra første kamp med et nederlag, og vi havde håbet på, at vi kunne vinde over Esbjerg, så begge hold vil selvfølgelig lægge rigtig meget energi i kampen. Vi skal ind og vinde nærkampene, og så håber jeg på, at vi kan få et overtag og dermed komme til at spille noget godt fodbold.”

Ligesom FCM skuffede Brøndby også i forårspremieren. Hjemme på et næsten udsolgt Brøndby Stadion tabte ”Drengene fra vestegnen” med et enkelt mål til ærkerivalerne fra FCK og mistede dermed også førstepladsen. En skidt start for nyankomne Kent Nielsen, der dog har en plan klar til kampen mod Ulvene. Han siger til Ritzaus Bureau:

”Der er ingen tvivl om, at vi kommer op mod en modstander, som specielt på hjemmebane har sat sit præg på dansk fodbold. De spiller med en stor begejstring, entusiasme og kommer med et enormt drive, men de tager også en del chancer i deres spil, som gør, at de på visse tidspunkter bringer mange spillere frem ad banen. Så det bliver en hektisk kamp, men det giver også os nogle muligheder i omstillingsspillet.”

Brøndby har i indbyrdes opgør en lille fordel. Kent Nielsens tropper har ikke tabt til FCM lige siden den store 5-0-afklapsning tilbage i juli 2007. Men fordelen er kun lille, i og med at de blå-gule i SAS Liga-sammenhæng aldrig har vundet på SAS Arena.

FCM må op til kampen undvære forsvarsstyrmand Danny Califf, der sammen med George Florescu, Martin Raska og Filip Marcic er skadet. Hos Brøndby er det stadig i forsvaret den er gal. De to normale backs, Anders Randrup og Thomas Rasmussen, er sammen med Jon Jönsson skadet. Jan Kristiansen trænede ikke med fredag pga. lårproblemer, men han forventes klar til opgøret.

Forventede startopstillinger:

FC Midtjylland:

Lasse Heinze

Kolja Afriyie – Kristian Ipsa – Winston Reid – Christopher Poulsen

Christian Sivebæk – Mikkel Thygesen – Mads Albæk – Jonas Borring

Frank Kristensen – Ken Fagerberg

Brøndby IF:

Stephan Andersen

Daniel Wass – Remco Van Der Schaaf – Max Von Schleebrugge – Joseph Elanga

Samuel Holmen – Stefan Gislason – Michael Krohn Dehli – Jan Kristiansen

Alexander Farnerud – Morten ”Duncan” Rasmussen

TotalBold.dk’s bud på kampen:

Der var ingen af de to mandskaber, der så alt for godt ud i forårspremieren og derfor kunne det godt ligne en kedelig 0-0’er, men det kommer næppe til at ske. FCM mangler to vigtige spillere i Califf og Florescu og selvom Brøndby stadig mangler halvdelen af A-kæden i forsvaret, så kommer ”Drengene fra vestegnen” til at vinde den her kamp. Der må og skal simpelthen komme en trodsreaktion fra FCK kampen og derfor vinder Brøndby med sikre 3-0.

Skrevet af Jonatan Bøllingtoft.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu