
Sent søndag eftermiddag tager FCK imod OB i et vaskeægte topopgør. FCK skal forsøge at rejse sig efter det meget skuffende nederlag til Esbjerg, og OB skal fortsætte de gode takter fra sejren over FCM.
I sidste weekend tabte FCK hjemme meget skuffende til Esbjerg med 2-1. Alle, undtagen Esbjerg, havde regnet med at ”Løverne” sikkert ville køre en sejr i land og dermed konsolidere førstepladsen. Men Esbjergenserne ville det anderledes og vandt fortjent 2-1. Bestyrelsesformand Flemming Østergaard alias Don Ø siger op til kampen mod OB til fck.dk:
”I mine øjne kunne vi næppe få en bedre kamp at rejse os på end en topkamp mod de fysisk stærke fynboer. Historien dokumenterer, at vi spiller ekstremt tætte og intense kampe mod netop OB, hvilket jeg opfatter som en garanti for, at tændingen og koncentrationen vil være maksimal fra kampens start.”
OB derimod fik modsat københavnerne alle tre point i sidste weekend, da de hjemme sejrede med 2-1 over de direkte medaljerivaler fra FCM. Dermed er selvtilliden igen i top hos de fynske titelaspiranter. OB-målmand Arek Onysko udtaler:
”Jeg glæder mig utrolig meget. God atmosfære, stor kamp og mange tilskuere. Det er altid gode kampe, når vi møder FCK, så jeg glæder mig meget. Det er en topkamp mellem nummer et og tre, og hvis vi vinder, så vil det se godt ud,” siger keeperen til ob.dk og tilføjer:
”Det bliver en fysisk hård kamp, for FCK har en stærk trup. For vores vedkommende har vi fundet kollektivet frem igen. Vi spiller på en anden måde, og vi kan ikke slå ligeså mange lange bolde, så rent spillemæssigt er vi blevet bedre.”
Op til kampen må FCK se bort fra de to midterforsvarere Peter Larsson og Ulrik Laursen som begge er ude med henholdsvis karantæne og skade. OB må undvære den rutinerede Thomas Helveg, som har karantæne, og Timmi Johansen, Esben Hansen og Jonas Troest, som alle er skadede.
Forventede startopstillinger:
FCK:
Zdenek Pospech – Mikael Antonsson – Mathias ”Zanka” Jørgensen – Oscar Wendt
Atiba Hutchinson – Thomas Kristensen – Hjalte Nørregaard – Martin Vingaard
Dame N’doye – Cesar Santin
OB:
Espen Ruud – Anders Møller Chrisensen – Atle Roar Håland – Chris Sørensen
Peter Nymann – Henrik Hansen – Eric Djemba Djemba – Johan Absalonsen
Njogu Demba Nyren – Peter Utaka
TotalBold.dk’s bud på kampen:
Opgør mellem FCK og OB plejer aldrig at blive målrige og selvom begge hold har forsvarsspillere ude, så sker det heller ikke den her gang. FCK skal have 3 point for at følge med Brøndby i toppen, men det bliver mere end bare svært mod et tændt OB-mandskab og derfor ender kampen 1-1.
Skrevet af Jonatan Bøllingtoft.
Skriv et svar