Наши партнеры

Menu



Optakt: FC København – FC Midtjylland

Dansk fodbold

Løverne, FC København, byder Ulvene, FC Midtjylland, på en styrkeprøve i Parken. Begge hold tabte og skuffede i weekenden, og det er derfor to hold, der er ude efter revanche.

I weekenden tabte FC København 1-0, da de besøgte AGF i Århus, efter en kamp hvor bolden bare ikke ville ind for FCK-angriberne. Nederlag blev det også til for FC Midtjylland, da de i egen hule skuffende tabte med 0-2 til Randers FC. Dermed er det to hold, som skal ud at revanchere sidste rundes nederlag, som møder hinanden onsdag aften, til en kamp hvor FCK må påtage sig favoritværdigheden.

I FC Midtjylland-lejren indrømmer de, at de skal ramme topniveauet, i aftenens brag.

”Spillerne skal simpelthen op og ramme noget, der ligner deres topniveau, hvis vi skal have noget med hjem fra Parken. Sker det, så er jeg heller ikke i tvivl om, at vi får point med hjem derovre fra,” lyder det fra midtjydernes cheftræner, Thomas Thomasberg, til klubbens hjemmeside.

Også i FCK-lejren ser man frem til aftenens kamp, som for dem handler om tre livsvigtige point i mesterskabskampen. Herom skriver Flemming Østergaard, formand for bestyrelsen i Parken Sport & Entertainment A/S, i sin klumme på klubbens hjemmeside:

”(…) Til gengæld håber og tror jeg, at den frustration, der lyste ud af trænere og spillere på vej ud fra banen i Århus omsættes til en både hård og – i bogstaveligste forstand – målrettet indsats mod FC Midtjylland i aften i PARKEN. Da gæsterne ligeledes har noget at revanchere efter et nederlag i søndagens hjemmekamp mod Randers FC, må man forvente en indædt fight mellem to hold, der næppe kan tillade sig pointtab, hvis de selv fortsat skal være herrer over opfyldelsen af deres respektive målsætninger for sæsonen.”

FCK’s cheftræner, Ståle Solbakken, har til kampen udtaget nøjagtig samme trup som til kampen mod AGF. Dette betyder, at Zdenek Pospech stadig må se til fra tribunen, da han fortsat døjer med lyskeproblemer.

Ud af FCM’s trup glider målmanden Lasse Heinze, som må sidde over med en ribbensskade, hvilket betyder, at U-21 landsholdsaktuelle Jonas Lössl tager plads i truppen. Det bliver dog den rutinerede tjekke Martin Raska, som kommer til at vogte ulvenes mål.

Herudover må Winston Reid stå over med karantæne, mens Ken Fagerbeg ikke har fået plads i truppen. Til gengæld er den rumænske midtbanemand George Florescu klar til forårspremiere efter en langvarig lårskade. Ny i truppen er også kantspilleren Leon Jessen, der har været ude med en længerevarende lyskeskade.

Aftenens topkamp fløjtes i gang klokken 20.00 og dømmes af Claus Bo Larsen.

Forventede startopstillinger:

FC København:

Jesper Christiansen

William Kvist – Ulrik Laursen – Mikael Antonsson – Oscar Wendt

Libor Sionko – Hjalte Nørregaard – Atiba Hutchinson – Jesper Grønkjær

Cesar Santin – Morten Nordstrand

FC Midtjylland:

Martin Raska

Kristian Ipsa – Danny Califf – Filip Marcic – Christopher Poulsen

Christian Sivebæk – Adigun Salami – Mikkel Thygesen – Jonas Borring

Jude Nworuh – Frank Kristensen

TotalBold.dk’s bud på kampen:

Begge hold tabte som bekendt i weekenden, og tørster dermed efter revanche. FC København må dog betegnes som klar favorit, taget i betragtning af de to trupsammensætninger, samt at FC Midtjylland må undvære en stor del af den centrale forsvarsakse i Lasse Heinze og Winston Reid. FC København er tvunget til at sejre, hvis de fortsat vil holde presset på Brøndby IF og OB.

Vi tror, at FCK får hul på bylden, men at de samtidig ikke kan holde Farlige Frank og co. fra at score. Derfor ender kampen 3-1 til hjemmeholdet FC København.

Skrevet af Andreas Larsen



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu