Наши партнеры

Menu



Optakt: Esbjerg fB – Vejle

Dansk fodbold

Esbjerg og Vejle kæmper for at overleve i den bedste række, og der er lagt op til en gyser, når de to klubber mødes søndag eftermiddag.

Begge klubber er i farezonen i forhold til at måtte rykke ud af SAS Ligaen, selv om Esbjerg har fem point ned til netop Vejle på den ene nedrykningsplads. Det er derfor en uhyre vigtig kamp og vigtige point, der er på spil for de to mandskaber, når de tørner sammen søndag eftermiddag på Blue Water Arena i Esbjerg.

Esbjerg har klaret sig bedst ved at hente tolv point i forårssæsonens ni kampe, blandt andet ved at slå FC København 2-0 i Parken og sejren på 3-1 i midtugekampen mod de forsvarende mestre fra AaB. Vejle har hentet otte point i de ni kampe og tabte senest på eget græs med 0-5 mod OB.

Vejle håber derfor at få spillet på ret køl imod Esbjerg for at hente de tre vigtige point, der til gengæld virker til at have fået styr på deres spil, især på hjemmebanen Blue Water Arena. Esbjerg-manager Ove Pedersen siger til klubbens hjemmeside:

”Efter at vi ude har haft et forbavsende højt bundniveau, har vi kæmpet for at finde linjen på hjemmebane. Den fandt vi mod AaB. Vi fik iscenesat styrkerne i både holdet og den enkelte spiller – hvilke spillere har vi, og hvad kan de?”

Efter ydmygelsen på hjemmebane mod OB prøver Vejle at undgå panik ved at holde fast i, at de ikke skal sammenligne sig med de øverst placerede hold, men derimod med de hold, der hører til i den tunge ende af tabellen. Træner Lasse Christensen siger til Vejle Boldklubs hjemmeside:

”Kampen mod Esbjerg fB er et helt andet opgør end de seneste tre kampe, hvor vi har mødt henholdsvis FC København, AaB og OB. Det er en kamp mod en direkte modstander, som vi skal måle os med. Esbjerg fB har også været igennem en tung periode, men det vendte lidt med torsdagens sejr over AaB. Esbjerg fB erkender den situation, som de er i, og spiller derfor med de nødvendige dyder. De er godt organiseret, arbejder hårdt og er kompakte.”

Esbjerg har midterforsvarer Adrian Cann med i truppen, der er uændret i forhold til kampen mod AaB.

Hos Vejle er Brian Nielsen og Valentino Lai tilbage efter henholdsvis knæproblemer og overbelastning, og også Baba Collins meldes klar. Til gengæld sidder Ibrahim Salou og Eduardo Delani udenfor med skader, mens Søren Pallesen og Alex Nørlund er ude med karantæne.

Forventede startopstillinger:

Esbjerg:

Lars Winde

Andreas Klarström – Fredrik Björck – Nicolai Høgh – Kevin Conboy

Jeppe Mehl – Mikkel Vendelbo – Jesper Jørgensen – Søren Rieks

Samel Sabanovic – Jesper Lange

Vejle:

Jimmy Nielsen

Allan Olesen – Bora Zivkovic – Marc Pedersen – Steffen Kielstrup

Martin Borre – Rasmus Würtz – Brian Priske – Allan Gaarde – Brian Nielsen

Baba Collins

TotalBold.dk’s bud på kampen:

Vejle vandt det første indbyrdes opgør i anden spillerunde i Esbjerg med 1-0, mens andet opgør i Vejle endte 1-1. Der er dermed lagt op til et tæt opgør, hvor kun en sejr tæller for begge mandskaber i bestræbelserne på at overleve endnu en sæson i SAS Ligaen.

Dermed kan kampen blive medrivende med masser af mål eller en taktisk affære med få chancer. Vi tror på sidstnævnte og at Esbjerg vil hive en smal sejr på 1-0 hjem.

Skrevet af John Vestergaard.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu