Наши партнеры

Menu



Optakt: Esbjerg fB – Brøndby IF

Dansk fodbold

Brøndby IF er søndag aften gæster på Blue Water Arena, når vestegnsklubben skal forsøge at hente sæsonens første sejr, når de møder Esbjerg fB.

Esbjerg spillede i lørdags deres første kamp i denne sæsons udgave af SAS Ligaen, og her var modstanderen FC Midtjylland på udebane. Det lykkedes ikke for hverken Esbjerg eller FC Midtjylland at score, og derfor endte opgøret uafgjort, 0-0.

Søndag aften skal Esbjerg på deres anden SAS Liga-opgave i denne sæson. Her skal Ove Pedersens tropper op imod Brøndby, og cheftræneren udtaler, at Esbjerg er bevidste om, at det er dem, der skal give hjemmepublikummet en oplevelse.

”Det er vigtigt, at vi fortsat præsenterer os som et hold, der vil arbejde hårdt for succes. Vi er desuden bevidste om, at det på hjemmebane er os, der skal give publikum en oplevelse, også i måden at spille fodbold på. Det er op til os at vise de mange tilskuere, at de skal komme igen næste gang,” siger Ove Pedersen ifølge klubbens hjemmeside.

Brøndby kommer til Esbjerg med selvtillid, efter det i midtugen lykkedes at besejre Flora Tallinn 4-1 på udebane i Europa League-kvalifikationen, og efter et nederlag på 1-0 på hjemmebane, er Brøndby klar til næste kvalifikationsrunde.

Der hersker dog samtidig uro i vestegnsklubben, hvor direktør Hermann Haraldsson mandag blev fyret fra sin post. Nyheden om dette kom dagen efter klubben havde spillet sæsonpremiere i SAS Ligaen mod OB, hvor det blev til 2-2 i en kamp, hvor der blev dømt to straffespark og der generelt blev gået til den.

Forud for søndagens kamp mod Esbjerg, forudser Brøndbys cheftræner, Kent Nielsen, en svær kamp.

”Vi ved, det bliver en svær kamp. Esbjerg har stort set det samme hold som i foråret. Der er endda blevet hentet et par forstærkninger, så vi kan ikke forvente andet end en svær kamp for vores vedkommende,” siger Kent Nielsen til Esbjergs hjemmeside og fortsætter:

”Vi vil forsøge at holde fast i bolden og spille med den rette tålmodighed. Det er netop noget, som vi har haft fokus på i sæsonforberedelserne. For os handler det om, at vi skal have sat spillere som Michael Krohn Dehli og Alexander Farnerud i scene. Det betyder, at vi skal spille dem i de rigtige positioner, hvor de får mulighed for ar lave noget af det overraskende, som netop de er ekstra gode til.”

I sidste sæson slap Brøndby bedst fra opgørene mod Esbjerg. I efteråret vandt Brøndby 2-1 på Brøndby Stadion, og i foråret blev det til yderligere to sejre på 1-0 og 2-1.

Jesper Lange måtte udgå fra torsdagens sene træning med et skrub i ryggen, mens Nicolai Høgh døjer med lægproblemet. Begge spillere er dog med i Esbjerg-truppen til kampen mod Brøndby.

Mikkel Bischoff og Samuel Holmén er småskadede, da de begge fik nogle knubs i kampen mod Flora Tallinn, og er ikke med for Brøndby. Morten Duncan Ramussen er heller ikke blevet klar til opgøret, men fik lørdag spilletid for reserveholdet. Brøndby må derudover se bort fra Stefan Gislason.

Forventede startopstillinger:

Esbjerg fB:

Lars Winde

Andreas Klarström – Fredrik Björk – Nicolai Høgh – Kevin Conboy

Jeppe Mehl – Jesper Jørgensen – Mikkel Vendelbo – Søren Rieks

Peter Nymann – Tim Janssen

Brøndby IF:

Stephan Andersen

Mikael Nilsson – Jon Jönsson – Max von Schlebrügge – Thomas Rasmussen

Mike Jensen – Michael Krohn-Dehli – Pierre Kanstrup – Jan Kristiansen

Ousman Jallow – Alexander Farnerud

TotalBold.dk’s bud på kampen:

Begge mandskaber lagde ud med uafgjort i sæsonpremieren i SAS Ligaen, og vil derfor være opsatte på at hente tre point søndag aften. Esbjerg kan nyde godt af støtte fra hjemmepublikummet på Blue Water Arena, og det bliver ikke en nem opgave for Kent Nielsens udvalgte.

Brøndby virkede ikke videre imponerende i de to opgør mod Flora Tallinn, men sikrede sig som nævnt alligevel videre avancement, hvilket var vigtigt for spillernes selvtillid, også med tanke på den uro, der hersker på direktionsgangene.

Vi tror dog, at det lykkes for Brøndby at hente en smal 1-0-sejr i Esbjerg.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu