Наши партнеры

Menu



Optakt: Danmark – Spanien

EM 2008

Lørdag aften står de danske fodbolddrenge overfor det spanske landshold i Århus i en kamp, der betyder alt. Skæbnekampen, der skal vindes, hvis EM-drømmene skal holdes i live. Vi har set nærmere på det vigtige opgør i denne optakt.

Det danske landshold er tvunget til at vinde hjemmekampen i Århus på NRGi Park lørdag aften, når Spanien kommer på visit, hvis de vil bevare de realistiske håb om en plads ved EM i 2008. De danske drenge har været for svingende i deres præstationer i denne kvalifikation, men i deres sidste kamp slog de i sikker stil Liechtenstein, som er placeret på sidstepladsen i gruppe F, med 4-0.

Spanien har heller ikke set overbevisende ud i deres kampe i kvalifikationen, men har klaret det en smule bedre end Danmark, og er i øjeblikket indehaver af 2. pladsen i gruppen, som giver en plads ved EM. Det er specielt på udebane, at Spanien har været til at ryste. Holdet har to sejre på udebane på fremmed græs mod gruppens to svageste mandskaber, Letland og Liechtenstein. Derimod har de tabt i både Nordirland og Sverige.

Netop Spaniens svaghed på udebane skal ifølge Danmarks midtbaneslider, Christian Poulsen, udnyttes. Han mener sagtens, at Danmark kan nedlægge Spanien, som ifølge ham er lette at ryste på udebane.

”Jeg tror på, at det kan lade sig gøre at slå dem. Specielt fordi vi er på hjemmebane og er godt forberedte. Det er et spansk hold, som vi kan ryste, da de ikke har leveret så gode resultater på udebane i kvalifikationen,” sagde Poulsen på dagens afsluttende pressemøde ifølge TV2.

Kenneth Perez, der er vendt tilbage til landsholdet efter halvandet års pause, mener også, at Danmark har en reel chance for at slå Spanien, men han påpeger samtidig, at der skal kæmpes for sejren, da Spanien er en klassemodstander.

”Vi skal ud og kæmpe for vores fodboldfremtid på kort sigt. Jeg føler, at vi står godt rustet, men Spanien er en klassemodstander. Den her kamp er speciel for mig, fordi den er så hamrende vigtig. Ikke andet,” sagde Kenneth ifølge TV 2 Sporten.

Også den danske landstræner, Morten Olsen, mener, at Spanien har en god trup. Faktisk mener han, at de har gruppe F’s bedste trup. Det handler om, at de danske spillere skal have tålmodigheden i orden, da Spanien nok vil have bolden mest. Samtidig vil støtten fra publikum i Århus også blive vigtig for spillerne.

”De er utroligt teknisk begavede. Utroligt hurtige i deres opfattelse af spillet og fantastiske i deres omgang med bolden, så det drejer sig om, at vores spillere har tålmodigheden i orden. Og så håber vi naturligvis på, at vi får en helt fantastisk støtte fra publikum i Aarhus. Det er meget vigtigt, at spanierne virkelig fornemmer, at de er på udebane,” udtalte Olsen til KUNSPORT.DK.

Forventede startopstillinger:

Danmark: Sørensen – Helveg, Gravgaard, Laursen, N. Jensen – C. Poulsen, D. Jensen, Rommedahl, Perez – Nordstrand, Tomasson.

Spanien: Casillas – Ramos, Marchena, Albiol, Capdevila – Albelda, Xavi, Fabregas, Joaquín, Iniesta – Torres.

TotalBold.dk’s bud på kampen: Der venter det danske landshold en svær kamp, men vi mener, at de har chancerne for at klare denne opgave. Spanien har en stærk trup, men må samtidig se bort fra topscorer David Villa. Vi tror på, at Danmark henter den påkrævede sejr. 2-1 er vores bud på et resultat.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu