Наши партнеры

Menu



Optakt: Danmark – Albanien

VM

Det danske landshold skal i aften forsøge at tage endnu et skridt mod VM-slutrunden, når danskerne tager imod Albanien i Parken.

I lørdags lykkedes det for det danske landshold at besejre bundproppen i kvalifikationsgruppe 1, Malta, med 3-0 på udebane. Trods den på papiret komfortable sejr er der plads til forbedringer til den næste kvalifikationskamp, som står mod Albanien onsdag aften. Danskerne spillede kun momentvis godt mod Malta, og det skal der ændres på, da de kommende modstandere må formodes at være stærkere end Malta.

Den danske landstræner Morten Olsen vurderer, at Danmark burde have gode muligheder ved dødboldene.

”Umiddelbart bør der være muligheder i luften mod Albanien, for vi virker til at have højere spillere end dem ved dødbolde, men det hele handler om sparket ind feltet, og det var ikke godt nok mod Malta,” siger Morten Olsen ifølge sporten.dk.

Også landsholdets midtbanespiller Christian Poulsen mener, at dødboldene er en af danskernes styrker.

”Det er blevet en af vores styrker, at vi er stærke ved især dødboldene. I sidste kvalifikation blev der snakket meget om, at vi gav for mange mål væk på dødbolde, og det har vi 7-9-13 ikke gjort endnu. Omvendt har vi selv været rigtig giftige, så jeg føler, at det er en af vores styrker. Ikke kun mod Albanien, men også mod Portugal og Sverige,” siger Christian Poulsen ifølge bold.dk.

Selvom Danmark topper kvalifikationsgruppen, har der ikke været stor interesse for at sikre sig en plads i Parken i aften. Tirsdag kom det frem, at der kun var solgt 21.200 billetter til opgøret. Parken er i øjeblikket under ombygning, og det betyder, at der kun er 34.050 pladser til rådighed, men det tyder altså ikke på, at det bliver et fyldt stadion, der tager imod de danske spillere i aften.

Landstræner Morten Olsen fortæller, at landsholdet skal please holdets fans.

”Jeg må sige, at vi er sultne efter at please vores roligans, om de så sidder hjemme i stuerne eller er på lægterne. Det er da absolut vores største opgave. Og hvordan kan man så please fans? Det kan man 100 procent sikkert kun på én måde, og det er ved at vinde fodboldkampe og så om muligt med god fodbold,” siger Olsen ifølge DR Sporten.

Den danske angriber Nicklas Bendtner blev skadet i lørdagens kamp mod Malta, og det store spørgsmål har derfor været, om angriberen ville blive klar til aftenens opgør Hverken søndag eller mandag trænede Arsenal-spilleren med, men tirsdag formiddag var han at finde på træningsbanen, hvor han deltog i det meste af træningspasset. Bendtner er dog stadig tvivlsom til opgøret, og testes formentlig et par timer før kampen.

Ellers skulle alle danske spillere være klar til kampen mod Albanien, der spilles i aften i Parken kl. 20:15.

Forventede startopstillinger:

Danmark:

Thomas Sørensen

Lars Jacobsen – Per Krøldrup – Daniel Agger – Michael Jakobsen

Christian Poulsen – Daniel Jensen – Martin Jørgensen

Dennis Rommedahl – Søren Larsen – Thomas Kahlenberg

Albanien:

Hidi

Vageli – Dallku – Curri – Cana

Duro – Skela – Lala – Lika

Berisha – Salihi

TotalBold.dk’s bud på kampen:

Selvom Albanien må vurderes som et stærkere hold end Malta, og også har hentet flere point i denne kvalifikation, tror vi, at Danmark vil vinde aftenens opgør, selvom danskernes præstation ikke var videre imponerende i kampen mod Malta.

Danmark kan med en sejr sende sig selv i en rigtig fornuftig position i kvalifikationsgruppen forud for de kommende kampe, og TotalBold.dk tror på en dansk sejr på 2-0.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu